Kultur

Konspirationsfilm i Afrika får ros og journalistiske hug

Dokumentar af Mads Brügger er ifølge anmeldere "groft underholdende", "fascinerende" og "dårlig journalistik".

Mads Brügger har også tidligere været i Afrika for at lave en film. Dengang var det "Ambassadøren".

Mads Brügger har også tidligere været i Afrika for at lave en film. Dengang var det "Ambassadøren".

KØBENHAVN:- Det her kan enten være verdens største mordmysterie eller verdens mest idiotiske konspirationsteori.

Sådan siger Mads Brügger i begyndelsen af sin dokumentarfilm "Cold Case Hammarskjold" - og dermed begynder jagten på sandheden om daværende generalsekretær for FN Dag Hammarskjölds død i 1961.

Filmen har premiere torsdag.

Mens Politikens og Jyllands-Postens anmeldere er begejstrede for dokumentaren, er Informations udsendte nærmere bekymret. Bekymret for, at researchen til filmen har været for mangelfuld.

- Efter at have set filmen sidder jeg i hvert fald tilbage med en fornemmelse af, at de ikke har efterprøvet filmens sensationelle påstande i tilstrækkelig grad, skriver Informations anmelder.

Filmen handler om svenske Dag Hammarskjölds død i et flystyrt i det nordlige Rhodesia - i dag Zambia - i 1961.

Var det en tilfældig ulykke, eller var det et attentat? Det forsøger Mads Brügger - filmens instruktør og hovedrolleindehaver - at opklare i selskab med svenskeren Göran Björkdal, der har viet hele sit liv til at opklare mysteriet.

Mads Brügger er kendt for sin ironiske stil. Men selv om "Cold Case Hammarskjöld" er en alvorlig dokumentar, kan den bære hans attitude, mener Politikens journalist.

- Ironi undergraver troværdigheden i en dokumentar. Brügger har med vekslende held gjort det til et varemærke at trodse denne risiko, men i "Cold Case Hammarskjöld" rammer han plet.

Og Jyllands-Postens udsendte er enig:

- "Cold Case Hammarskjöld" er en fascinerende og diabolsk maskine, der - uanset om den holder os for nar eller afdækker en konspiration langt større, end hvad man med rimelighed kunne forvente af et snart 60 år gammelt flystyrt - underholder bravt og med Mads Brüggers klassiske drillende kant."

Efter flystyrtet i 1961 nåede en undersøgelseskommission i det daværende Rhodesia frem til, at ulykken skyldtes en fejl fra pilotens side. FN lavede også en undersøgelse, men var ikke i stand til at fastslå årsagen.

Og siden da har der været utallige spekulationer, om der med Dag Hammerskjölds død faktisk var tale om en forbrydelse.

Undervejs i dokumentarfilmen får Mads Brügger i øvrigt færten af en helt anden konspiration, der trækker tråde til Sydafrika og handler om aids-epidemien.

Politiken kvitterer med fem hjerter, Jyllands-Posten med fem stjerner, og Information kalder dokumentaren for "uansvarlig journalistik".

/ritzau/