Konsulent: Ansatte stjæler mere end kunder

Tyverier 30. september 2002 08:00

Herning, søndag /ritzau/ De ansatte i butikkerne stjæler nu mere, end kunderne gør. Dette budskab kom sikkerhedskonsulent Brian Stege med søndag på fagmessen Interfair i Herning. I Dansk Handel og Service ligger man dog ikke inde med oplysninger, som understøtter konklusionen. Sikkerhedskonsulent Brian Stege har beregnet, at det totale svind i butikkerne er på seks milliarder kroner, og at tyveri udgør cirka 95 procent af dette beløb. Leverandørerne stjæler for 1,2 milliarder kroner, kunderne hugger varer for cirka 2,3 milliarder kroner, mens de ansatte altså udgør den største trussel for butiksindehaverne, idet de angiveligt hvert år forsyner sig med varer for næsten 2,5 milliarder kroner. Konsulenten oplyser, at baggrunden for tallene er mangeårige erfaringer og beregninger foretaget inden for dansk detailhandel. I Dansk Handel og Service siger sektionschef Laurits Rønn, at tallene umiddelbart lyder høje. Hidtil har man troet, at de ansatte stod for en tredjedel af svindet. Denne tommelfingerregel hviler på en ældre amerikank undersøgelse, oplyser Laurits Rønn. - Der er ingen tvivl om, at det er et stort problem, at ansatte stjæler. Her har vi en fælles opgave med HK i at informere om konsekvenserne, siger Laurits Rønn. Han vil nu kontakte sikkerhedskonsulenten for høre nærmere om beregningerne. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...