Kontakt mellem parterne i DR-konflikten

Danmark 3. september 2002 08:00

København, mandag /ritzau/ Konflikten i Danmarks Radio (DR) gik mandag ind i sin tredje uge, og der er nu kontakt mellem parterne, som forsøger at finde en platform for nye forhandlinger. Seere og lyttere skal dog væbne sig med tålmodighed, for der er endnu ingen tidshorisont for kommende forhandlinger. - Der har været kontakter undervejs, som gør, at vi nu er der, hvor vi skal se, om vi kan bruge sonderingerne til at finde et forhandlingsgrundlag, oplyser Dansk Journalistforbunds (DJ's) formand, Mogens Blicher Bjerregård, mandag til Ritzau. Det bekræftes af Danmarks Radios ressourcedirektør Bent Fjord, men begge parter betegner sonderingerne som vanskelige. - Vi forsøger at finde et forhandlingsgrundlag, men det er tungt. Vi føler, at der er meget lidt bevægelighed fra Dansk Journalistforbunds side, siger Bent Fjord. I Dansk Journalistforbund har forhandlingsdelegationen holdt møder søndag og mandag for at finde et fælles grundlag at forhandle på, men det er yderst vanskeligt, vurderer Mogens Blicher Bjerregård. - Det er vanskeligt at sikre et grundlag, hvor vi kan se, at vi samlet set kan få den løsning, der er vigtig for medlemmerne i DR. Der er kontakter/samtaler, og nu gælder det om at finde platformen for forhandlingerne. Og jeg håber selvfølgelig, at vi så hurtigt som muligt får et grundlag for at forhandle, siger siger forbundsformanden, som dog ikke vil sætte nogen tidshorisont op nu. Det ønsker Danmarks Radio heller ikke: - Det må tage den tid, det tager, siger Bent Fjord. Som en udløber af konflikten afsiger fogedretten i Gladsaxe tirsdag kendelse om, hvorvidt DR må fortsætte med at genudsende programmer, som er produceret af ansatte, der nu er i strejke. Sagen blev behandlet ved Retten i Gladsaxe tirsdag i sidste uge, men kendelsen kommer først nu. Det er Dansk Journalistforbund, der har bedt fogedretten nedlægge forbud mod, at DR genudsender programmer under konflikten. Konflikten i DR vedrører 858 ansatte samt omkring 200 freelancere, og den skyldes, at de ansatte med 65 procent nej-stemmer stemte nej til det mæglingsforslag til en ny overenskomst, som Forligsmanden havde fremsat. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...