Kontaktforløb fører ikke til job

Kontaktforløb for ledige fører ikke til job. Det viser fire undersøgelser blandt forskellige grupper ledige, og det får nu A-kassernes Samvirke til stærkt at anbefale, at hele ordningen tages op til revision og enten afskaffes eller revideres kraftigt.

- Ordningen er helt til grin. Det er fuldstændig umuligt at leve op til lovens krav med de ressourcer, der er til rådighed, siger Torben Dam Jensen, AK-samvirke, som er brancheorganisation for danske a-kasser. Reformen af aktivering blev indledt i 2002 og skulle erstatte det, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) dengang kaldte ”aktiveringsfabrikken”. Meningen var, at de ledige gennem et længere kontaktforløb hver tredje måned - med arbejdsformidlingen eller en privat aktør - skulle forbedre de lediges muligheder for at komme i arbejde. Men ifølge de nye analyser har forløbene overhovedet ikke virket. De har ikke skaffet de ledige i job. - Problemet er, at pengene slet ikke rækker til at lave et konstruktivt forløb. Alt for ofte ender det i, at 50 ledige med vidt forskellige uddannelser bliver kaldt til bunkesamtale, hvor de får en sang fra de varme lande og måske får lov til at lege lidt med en computer. Det giver bare ikke nogen job, siger Torben Dam Jensen. En undersøgelse blandt Danske Sælgere viser, at kun fem procent af de ledige mente, at kontaktforløbet havde hjulpet dem i arbejde igen. Stort set samme tal går igen i de tre andre undersøgelser - fra Ribe Amt, fra Landsforeningen af Socialpædagoger og fra A-kassernes Samvirke. (forts.) /ritzau/