Kontanthjælps-modtagere i arbejde

For første gang i mange år holdes budgettet for kontanthjælp

HJØRRING:Der er indtruffet en historisk begivenhed i Hjørring Kommunes økonomi. For første gang i mange år ser budgettet for udgifter til bl.a. kontanthjælp og sygedagpenge ud til at kunne holde. Det er den seneste økonomirapport, der forudser at det samlede budget for arbejdsmarkedsudvalget kan holdes i år. Det skyldes bl.a., at der er kommet flere kontanthjælpsmodtagere i ordinært arbejde. - Forklaringen er en kombination af bedre konjunkturer og så en mere målrettet indsats fra vores side, siger kommunens arbejdsmarkedschef, Torben Birkeholm. Udvalget, der har et budget på knap en kvart milliard har ellers været vant til at rive sig håret over budgetoverskridelser på tocifrede millionbeløb, men her på falderebet for de gamle kommuner, ser det altså ud til at bøtten er vendt. - Det er meget glædeligt at vores ændringer og forsøg på at gøre tingene bedre nu bærer frugt, siger udvalgsformand, Søren Chr. Jensen(S). Han pointerer, at alle arbejdsgange de senere år er blevet endevendt. Kontanthjælpsmodtagerne, der oftest er ufaglærte, er blevet sluset ud i en bred vifte af job, især indenfor service og produktion. - Vi er ved at nå det lave niveau af ledige, som vi oplevede i 2001, siger Søren Chr. Jensen. Torben Birkeholm kan fortælle, at det især er lykkedes at få lavet aftaler om virksomhedspraktik i private virsomheder. - Og så har det også haft effekt, at vi fastholder straksaktivering af de unge. Det får mange til at vende om i døren for selv at finde et job, siger Torben Birkeholm. Indenfor sygedagpenge er det også lykkedes at knække kurven i kraft af en medarbejder, der udelukkende har beskæftiget sig med de langtidssyge. På revalideringsområdet er der nu også udsigt til mindreforbrug, pga. færre og kortere revalideringsforløb.