Sæby

Kontorets sommersjov

320 børn har nydt ferielivet på én af Børnenes Kontors kolonier i Nordjylland

Det er ren idyl med småsprossede vinduer og Dannebrog, der blafrer over boldbanens græsplæne. Plænen fører direkte ned til stranden, hvor masser af skaller, tang og en del ubehagelige brandmænd appelerer til tingfindere. - Faktisk så bader vi altså ikke lige her, lyder det fra børn og voksne, som går et stykke nordpå, hvor stranden er lidt mere sandet og tangfri, men vandet dog stadig giver plads til de brændende geleklumper. Stedet er Børnenes Kontors ferielejr Lille Strandhave - på en fredelig villavej et langt stenkast udenfor Sæby centrum. Lige her og nu er det de privilligerede syv rosiner i pølseenden, der har den sidste sommerferieuge her sammen med fire voksne. - Der var tilmeldt 21 børn, men de resterende har sendt afbud, så gruppen er til at overse, lyder det fra de voksne, som på den måde har masser af tid til hver enkelt af de 10-14-årige. - Jeg synes, at Sæby burde ha' en svømmehal, siger 14-årige Kenneth, som ikke er helt tilfreds med områdets søbad. - For der var der faktisk tre af os, som blev brændt af en brandmand i går. Sammen med 10-årige Camilla giver Kenneth sig tid til at fortælle om ferielejren, inden turen går ind til byen, hvor børn og voksne blandt andet skal besøge muséet. - Vi har det både hyggeligt og sjovt, fortæller de to, der ikke tidligere har været på en lejr med Børnenes Kontor. Camilla har ikke rigtigt fået lavet noget i sin sommerferie indtil nu, hvor der er kammerater at spille, hygge og lege med. - Og så larmer vi om aftenen og driller hinanden lidt, siger hun. Børnene hjælper med at dække bord og rydde af igen. - Og vi får forskellig mad hver dag, nogen gange er det godt og andre gange ikke så spændende. Udover at morgenmaden er klokken otte, så er det kun de øvrige måltider, der ligge fast. Der er selvfølgelig også en række regler for fællesskabet og aktiviteterne. - Og så skal der være orden på værelserne, det får vi faktisk en præmie for, forklarer Camilla og Kenneth. - De voksne sætter lege i gang og leger selv med, og vi kan også komme med ønsker om, hvad vi selv kunne tænke os. Tre af medarbejderne er lærerstuderende. - Vi havde kun planlagt, hvad der skulle ske den første dag. Resten af ugen er det jo blandt andet vejret, der afgør, om vi skal være ude eller inde, siger Anette Pedersen, der kan røbe, at der én eftermiddag skal holdes marked med små boder. Solen står højt på himlen, tangen sender en lidt kvalm duft hen over boldbanen, men den lille flok skal til bys - så hvad gør det.....når der holdes sommerferie i kontorregi.