Kontorfolk hårdt ramt: Mere end hver anden udsat for fyring

Har du prøvet at få en fyreseddel? Så er du langt fra den eneste

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

I en rundspørge, som HK/Privat har foretaget blandt et repræsentativt udsnit af sine 110.000 medlemmer, svarer 6 ud af 10, at de har prøvet at blive afskediget en eller flere gange.

Det skriver Avisen.dk.

- Som lønmodtager kan du ikke sikre dig mod at blive sagt op, siger Kim Jung Olsen, faglig chef i HK/Privat.

- Lige meget om du er nøglemedarbejder eller tror, du sidder i en sikker stilling, kan din arbejdsplads eksempelvis ændre strategi og lukke en afdeling eller blive overtaget af en ny ejer, der fyrer folk i bundter.

HK/Privat er den største sektor i HK. Medlemmerne er primært kontorassistenter, it-folk, tandklinikassistenter samt regnskabspersonale, sekretærer og receptionister.

I Dansk Industri, der repræsenterer en stor del af de virksomheder, som medlemmerne fra HK/Privats er ansat i, mener underdirektør Steen Nielsen, at finanskrisen bærer en del af ansvaret for, at så mange har prøvet at blive afskediget.

- Finanskrisen i 2009 betød nogle meget store afskedigelser, især i den private sektor. Beskæftigelsen faldt med 200.000, og det dækker formentlig over endnu flere, der blev afskediget, siger Steen Nielsen til Avisen.dk.

Krisen bærer dog ikke hele ansvaret. Blandt de 15-39-årige har 54 procent prøvet at få en fyrreseddel i hånden mindst én gang. At denne gruppe ligger så relativt højt afspejler det skifte, der er sket i det danske arbejdsmarked, forklarer Kaare Danielsen, administrerende direktør hos Jobindex.

- De unge skifter job for et godt ord. De siger selv op og bliver sagt op. De mister hurtigt deres job og finder hurtigt et nyt. De job, mange unge får er typisk også job, hvor der er brug for ansatte i perioder.

- De ældre mister derimod typisk ikke deres job. Ledigheden blandt de ældre er lavere. Til gengæld har de noget sværere end de unge ved at finde et nyt job, hvis de mister deres arbejde.

Kaare Danielsen fremhæver lige som Kim Jung Olsen fra HK/Privat, at der i dag ikke er nogen garanti mod at miste sit job.

- Det at miste sit job, det er bare noget, man må regne med nu om stunder. Det er noget, de fleste har prøvet, og derfor er det ikke usædvanligt.

Derfor skal man heller ikke krumme tær over at have en opsigelse i bagagen.

- Når du søger job, er der ikke noget flovt i at man har prøvet at blive afskediget - det har den chef, du sidder over for, også prøvet, påpeger Kaare Danielsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst