Lokalpolitik

Kontrakt til 2011 må være nok

Økonomiudvalg vil godt give KulturStationen arbejdsro

SKØRPING:Foreningen KulturStationen skal ikke regne med at få forlænget kontrakten med Skørping Kommune til år 2025, sådan som bestyrelsen har foreslået. Derimod har et flertal i økonomiudvalget indstillet til byrådsmødet på onsdag, at man forlænger kontrakten til 2011. - Så har vi givet dem arbejdsro og givet dem mulighed for at arbejde videre under den ny kommune, siger borgmester Børge Olsen (S). Dansk Folkepartis repræsentant i økonomiudvalget, Peter Riise, indstiller derimod, at kommunen ikke indgår ny kontrakt med foreningen KulturStationen. Sagen har tidligere været behandlet i børn, skole og kulturudvalget, hvor flertallet godt ville være med til at se nærmere på, om kontrakten skulle fornys nu, selv om den egentlig først udløber i september 2007. Men at vilkårene skulle gennemgås. Her protesterede Dansk Folkepartis Mogens Schou Andersen også over, at man overhovedet gik ind på at forlænge en kontrakt to et halvt år, før den udløber, og dermed ville binde den nye Rebild Kommune op på en aftale langt ind i fremtiden. Det er en hån mod både skatteborgere og samarbejdspartnere i den nye kommune, mener Mogens Schou Andersen, som i det mindste vil benytte lejligheden til at ændre på betingelserne i lejekontrakten.