Kontraktkoks koster teater

Amatørscenen må for første gang i sin knap 50 årige historie aflyse årets forestilling.

Amatørscenen Vendsyssel har i næsten 50 år budt på muntert teater spillet af frivillige amatørskuespillere. Arkivfoto: Henrik Louis

Amatørscenen Vendsyssel har i næsten 50 år budt på muntert teater spillet af frivillige amatørskuespillere. Arkivfoto: Henrik Louis

Der skulle have været gys og grin i forestillingen "Plys og Papegøjer", men i stedet må Amatørscenen Vendsyssel for første gang i sin knap 50 års historie aflyse sæsonens forestilling. Premieren var sat til 23. januar, men usikkerhed om tilladelse til at opføre forestillingen, har fået bestyrelsen til at foretage det drastiske valg helt at aflyse. - Vi er meget kede af det, men vi tør simpelthen ikke andet, siger formand Anette Sybrandt. Forlaget Strakosh, som administrerer de skandinaviske rettigheder til stykket, kunne ikke i december garantere, at det kunne skaffe Amatørscenen tilladelse til at opføre stykket i januar/februar 2009. Ofte gives der kun tilladelse til, at ét teaterkompagni ad gangen kan opføre en forestilling inden for en given periode. Derfor er det helt afgørende at have tilladelsen på plads. - Vi turde ikke sætte alt i gang med kostumer, scenografi, salg af billetter, hvis vi i sidste øjeblik før premieren fik besked på, at vi ikke måtte opføre stykket, siger Anette Sybrandt. For år tilbage fik Amatørscenen er økonomisk smæk, da uafklarede rettigheder til oversættelsen af Some Like It Hot kostede den 45.000 kroner. - Med et budget på 80.000 kroner til vores forestillinger, kan vi ikke risikere den slags, siger Anette Sybrandt. Men hvorfor er man i år kommet ud i dette uføre? Forklaringen er, at Amatørscenen var tvunget til at skifte hest i vadestedet. Oprindeligt havde man tænkt sig at opføre Styrmand Karlsen, men dette måtte man opgive i slutningen af november på grund af "kontraktlige misforståelser om rollebesætningen", siger Anette Sybrandt, som i øvrigt ikke ønsker at komme yderligere ind på emnet. Amatørsceneformanden ærgrer sig over situationen, men glæder sig over, at skuespiller/instruktør, Martin Schwab, som var hyret til at instruere Plys og Papegøjer, har lovet at stille op næste år med Styrmand Karlsen. Næste år skulle alt til gengæld klappe rent tilladelsesmæssigt: Forestillingen er nemlig bearbejdet af netop Martin Schwab! Martin Schwab har gennem de seneste år instrueret adskillige af Amatørscenens forestillinger på Sysselscenen. Anders Budolf Andersen tegninger til kostumer og scenografi til styrmand Karlsen ligger allerede klar, så næste år er man klar med dansk, musikalsk folkekomedie.