Kontrastfyldt religiøs musik

KONCERT Puccini & Poulenc Det er en spændende ide at programsætte to store kirkemusikværker med tekstlige berøringsflader ved én og samme koncert, sådan som det var tilfældet her med Poulencs "Gloria" og Puccinis "Messa di Gloria". At den indbyrdes kontrast imellem de to værker skulle vise sig at være langt større end fællesnævneren lå nok i kortene fra starten. Poulenc var en moden og afklaret komponist, da han i 1959 satte pennen til nodepapiret, mens Puccini endnu ikke havde fundet sin egen stil og platform som operakomponist, da han færdiggjorde sin messe ca. 80 år tidligere. Læg dertil Poulencs credo som erklæret anti-romantiker og medlem af Les Six, sat overfor Puccini som indbegrebet af italiensk romantik. Ja, så kan man vanskeligt forestille sig en større kontrast. Spørgsmålet var så blot, om de to værker kunne bringes til at 'tale sammen' og supplere hinanden. Puccinis lille "Crisantemi" intonerede koncertens religiøse dagsorden, ligesom messen et ungdomsværk med en vemodig og nocturnal grundstemning, der blev smukt og dvælende formet af Rasilainen og strygerne. Poulenc var en fin vokalkomponist, og hans "Gloria" repræsenterede en spændende og anderledes kirkemusikopfattelse, end hvad vi er vant til. Værket i sig selv er kontrastfyldt med voldsomme tempomæssige og dynamiske udsving, eksplosive blæserindsatser og skiftene mellem de store korsatser og mere intime solo-episoder. I sine afdelinger brændte Nina Pavlovski igennem med sin intense og fokuserede sopran og et vidunderligt foredrag, specielt i den langsomme "Agnus Dei" sats, og også koret leverede her en gedigen indsats i samspillet med det store orkester. Det kunne næsten ikke undgås at Puccini-messen efterfølgende kom til at virke som et karaktermæssigt antiklimaks. Værket besad ikke de store indre spændinger som Poulencs "Gloria", til gengæld kom koret -med dets slanke og gennemsigtige klang- mere i hovedsædet med satser, der lagde sig tæt op ad en mere traditionel cantabil opfattelse. Selvom de to sangsolister var fremragende sangere, så jeg forstod ikke ideen med at sætte dem sammen her. Mika Pohjonens store og dramatiske tenor og Tuomas Pursios mere lyriske og intime basbaryton var ikke noget indlysende match, som formåede at skabe dramatiske spænding. Med til minussiden hører også en til tider vaklende koordinering af det store apparat, især ved temposkift, som Rasilainen nok må tage på sin kappe. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Puccini, Poulenc Aalborg Symfoniorkester dir.: Ari Rasilainen Solister: Nina Pavlovski, Mika Pohjonen, Tuomas Pursio Filharmonisk kor, Aalborg Domkirkes Kantori, Da Camera Aalborghallen torsdag aften.