Kontrollører anmelder to voldelige overfald til politiet

NØRAGER:Hobro Politi modtog sent mandag eftermiddag to anmeldelser om vold, udøvet af seks unge mandlige deltagere i weekendens store julefrokostfest i Sortebakkehallen i Nørager. Bag anmeldelsen står to kontrollører fra Dansikring, der sammen med en tredje kollega var hyret til at sørge for ro og orden til halballet med over 450 deltagere. - De unge mænd har ifølge anmeldelsen udøvet vold over for kontrollørerne, så den ene har brækket et ribben og en andet har fået forskellige skrammer og knubs, oplyser vagthavende hos Hobro Politi. Under besøget på stationen af de to forulempede kontrollører fik politiet udleveret navnet på en af gerningsmændene bag overfaldet, der bor i lokalområdet. Han blev genkendt af en af arrangørerne af julefrokosten, der efterfølgende gav navnet videre til de overfaldne kontrollører lørdag aften. De seks unge forsvandt nemlig efter overfaldet hurtigt væk fra hallen inden de tilkaldte politipatruljer fra Hobro nåede frem til Nørager by - Politiet vil nu hurtigst muligt tage kontakt til denne navngivne person for at finde ud af hvem de øvrige unge mænd bag overfaldet på kontrollørerne er samt høre fra deres side, hvad der helt konkret foregik i Sortebakkehallen lørdag aften, tilføjer vagthavende hos Hobro Politi.