Kontrollører bør uddannes

Fodboldtossen, der lørdag invaderede Parken i København under Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Sverige, har givet ekstra fokus på kontrollørernes manglende uddannelse. Dansk Erhverv mener, at de skal have samme uddannelse som dørmænd. Og det er ikke særligt krævende. - Dørmænd i nattelivet bliver uddannet på en uge i en række ting, som sikrer en mere myndig kontrol af gæster. Kontrollørerne til fodboldkampe kan især have gavn af værktøjer som crowd control og konflikthåndtering. Vi ser, at publikum til fodboldkampe bliver stadigt vildere, derfor handler jobbet ikke kun om at kigge på dem. Kontrollørerne skal også kunne skride ind, når de ser optakt til uro. Vi vil anbefale, at DBU sender alle kontrollører på dørmandsuddannelse, siger Marianne Kragh, der er uddannelseskonsulent i Dansk Erhverv. Lørdag aften var der mellem 290 og 300 kontrollører i Parken, hvoraf de fleste var frivillige. /ritzau/