EMNER

Konvent vedtager forslag til EU-forfatning

BRUXELLES:Trods småstridigheder til sent i aftes kunne de 105 medlemmer af EU's forfatningskonvent i dag erklære arbejdet for gjort: Om en uge vil de europæiske stats- og regeringschefer få overrakt konventets forslag til den første forfatningstraktat for Den Europæiske Union. - Jeg er mægtig glad for det resultat, der er kommet ud af det. Det er bedre end jeg kunne have forventet, sagde tidligere udenrigsminister og EU-Kommissær Henning Christophersen (V) efter højtideligheden i konventet. Henning Christophersen er statsminister Anders Fogh Rasmussens repræsentant i konventet og medlem af ledelsesgruppen, præsidiet. Det bliver nu op til stats- og regeringscheferne at aftale på deres topmøde i Thessaloniki i Grækenland, hvordan forhandlingerne om forfatningstraktaten skal afsluttes i det kommende år. /ritzau/