Danmark

Konventionelle svin har ti gange så meget MRSA som økologiske

Billigere at omlægge til økologi end at vælge at nedslagte alle ramte besætninger

Arkivfoto: Foto: Diana Holm

Arkivfoto: Foto: Diana Holm

DANMARK:Økologiske grise går stort set fri af den epidemi af antibiotikaresistente bakterier, der hærger de konventionelle landmænds svinestalde, skriver Ingeniøren.

Nye data fra Fødevarestyrelsen viser, at der kun er MRSA i 4 ud af 65 økologiske svinebrug. Det skal sammenlignes med, at den resistente svine-variant af bakterien har inficeret 68 procent af de konventionelt opdrættede slagtesvin.

Karin Frøidt, formand for IDA Levnedsmiddelselskabet, der organiserer ingeniører i den danske fødevarebranche, er glad for at få bekræftet, at økologiske svin stort set er MRSA-fri.

- Vi har haft en formodning om, at det så bedre ud i de økologiske besætninger end i de konventionelle, men vi har hidtil ikke haft dokumentation for det. Og det er faktisk endnu bedre, end jeg havde håbet, siger hun til Ingeniøren.

- Som økologer forebygger vi antibiotikaresistens hver dag. Grisene kommer ud under åben himmel, har god plads, er længere tid sammen med moderen, får grovfoder og har masser af beskæftigelses- og rodemateriale. Som et resultat af systemet har vi 20 gange lavere medicinforbrug til pattegrise, siger Randi Vinfeldt, der er formand for Svineudvalget i Økologisk Landsforening, i en kommentar til opgørelsen.

Kommer smitten fra konventionelle avldyr?

Det kommer ikke bag på hende, at konventionelt opdrættede grise har MRSA ti gange så ofte som økologiske. Når der overhovedet findes MRSA i de økologiske bedrifter, så skyldes det, at avlsdyrene er inficerede, når de kommer ud på markerne til de økologiske producenter. De behøver ikke være økologiske, selv om deres unger bliver solgt som sådan.

- Den meget lave forekomst af MRSA kunne være en indikation på, at grisene renser sig for bakterien, når de kommer over i det økologiske system. For det er mere end seks procent af bedrifterne, der løbende køber avlsdyr fra konventionelle besætninger, siger Randi Vinfeldt.

- Nu er det interessante at analysere, hvordan de fire bedrifter har fået bakterien, og endnu vigtigere, hvordan det økologiske system med plads, frisk luft, grovfoder og lavere medicinforbrug har en positiv effekt i forhold til at begrænse MRSA, tilføjer hun.

Økologi billigere end norsk nedslagtning?

Landsforeningen mener helt enkelt, at økologi er en ’løsning på MRSA-problematikken’ og opfordrer derfor til større omlægning til økologiske svinebrug.

Hidtil har der kun været nævnt én løsning på at slippe af med de resistente bakterier, nemlig den norske model. Nordmændene slår alle svin på en inficeret ejendom ned, desinficerer staldene og garanterer, at de nye smågrise er MRSA-fri.

Den løsning har gentagne ministre sammen med Fødevarestyrelsen og et politisk flertal afvist som alt for dyr herhjemme, hvor der årligt opdrættes 30 millioner grise. Fødevarestyrelsen har tidligere anslået, at det vil koste op mod ti milliarder kr. herhjemme.

Fødevarestyrelsen er ikke på vej med en plan om at omlægge hele det danske svinebrug til økologi. Men souschef for dyresundhed Stig Mellergaard mener alligevel, at det er muligt at lære af de nye resultater. Det kommer ikke bag på ham, at smitten med MRSA er så meget mindre i de økologiske opdræt.

Konventionelle svin går for tæt sammen

- I det konventionelle besætninger holdes infektionen ved lige, fordi grisene går så tæt sammen. I de økologiske besætninger er der ikke samme kontinuerlige eksponering, siger han.

- Det viser sig også, at mennesker renser sig, når de ikke er under løbende infektionspres. Det samme gælder grise.

Stig Mellergaard forventer, at de forskningsprojekter, som Fødevarestyrelsen har sat i gang, kan identificere faktorer i de konventionelle stalde, som bidrager til at sprede de resistente bakterier. Det kunne f.eks. være støv.

Ingeniøren har fået resultaterne af de seneste MRSA-målinger af journalisterne Kjeld Hansen og Nils Mulvad. De vandt i januar et årelangt retsopgør med Fødevarestyrelsen og brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, der anlagde sagen for at forhindre detaljer fra MRSA-screeningerne i at blive offentliggjort.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.