Biler

Koreaner på ret kurs

Daewoo har hentet hjælp overalt i verden til konstruktionen af den ny Nubira til priser fra 175.000 kr.

Koreanske biler er bedre end nogensinde før. Kvaliteten er bedre, køreegenskaberne er blevet europæiske, og selv designet er blevet hæderligt. Det seneste eksempel på den positive udvikling hos den koreansk bilindustri er Daewoo. For en måneds tid siden roste kollega Hyltoft den nye Kalos med ord som "billig og forbløffende velkørende bil". Og nu er turen kommet til den 4-dørs sedan Nubira, som koreanerne præsenterede i Wien forleden. Daewoo har allieret sig med det hæderkronede italienske designfirma Pininfarina, som har slået stregerne til bilen. Den italienske karrosserisnedker har tidligere hjulpet koreanerne med at tegne biler, dog uden det store held. Mini MPV'erne Hyundai Matrix og Daewoo Tacuma er ikke udprægede skønheder. Men designerne har haft mere held denne gang for Daewoo Nubira ser rigtig godt ud. Den er, uden sammenligning i øvrigt, med sine 4.50 meter næsten lige så lang som en Audi A4. Pæn finish For mange betyder trygheden ved at købe en ny bil mere end det sidste nye i teknik og design. Den slags snusfornuft har altid ligget til koreansk bilindustris højrefod, og når dine bagsædepassagerer sidder og nyder den gode plads i den nye Daewoo Nubira, kan de jo ikke se, at du i førersædet må kæmpe lidt med det lange og upræcise gearskifte og et lidt upræcist styretøj. I detaljerne kan du godt finde et antal grove støbekanter, der trækker indtrykket af finish nedad. Men Nubira-kabinen er beklædt med en dejlig blød plastikkvalitet på den øverste del af instrumenteringen, så det hele virker faktisk meget tilforladeligt. Og du kan glæde dig over, at aircondition er standard i alle modeller og de standardmonterede højttalere spiller rigtigt godt. Det pynter i mine øjne dog ikke, at instrumentbordet i topmodellen er forsynet med grimme paneler, der skal forestille en slags træ. Den type asiatiske nøkker kunne Daewoo godt have sparet os for. Køreegenskaberne i koreanske biler og Daewoo-biler i særdeleshed har hidtil ikke været mere inspirerende end at slukke tørsten med et glas vand. Men nu er der kommet en nyudviklet undervogn til med uafhængig affjedring på alle hjul. Det har givet svingegenskaberne et tiltrængt løft. Fornuftige motorer Det store bagagerum med plads til 405 liter giver bilen god brugsværdi, og du skal ikke være bange for, om bilen kan trække læsset. Der er to forskellige benzinmotorer til rådighed, når Nubira kommer til landet i slutningen af september. Den 109-hestes 1,6 motor kan sagtens klare slæbet, og fremad vil den også: 0-100 km/t på 10,7 sek. og 187 km/t på toppen. Et mix-forbrug på 14,1 km/l er OK for bilstørrelsen. Prisen på Nubira 1,6 SX vil ligge omkring 175.000 kr. Dermed bliver den omkring 15.000 kr. dyrere end den hidtidige Nubira men alligevel en bil bil set i forhold til konkurrenterne. Topmodellen med navnet 1.8 CDX har en 122 hk stærk benzinmotor. Den kører fra 0-100 km/t på 9,5 sekunder og topper ved 194 km/t. Brændstofforbruget af angivet til 13.3 km/l. Den har lidt mere trækkraft end 1.6 og støjer mindre. Men for langt de fleste købere vil 1.6 versionen være tilstrækkelig. Og apropos støj, så har fabrikken tydeligvis arbejdet meget med at reducere den skingre motorlyd, som de koreanske biler traditionelt har lidt under. Aircondition standard Standardmodellen har aircondition, elopvarmede og justerbare sidespejle, fjernbetjent centrallås og højdejusterbart rat. Længdejusterbart rat er standard i CDX sammen med klimaanlæg, tågeforlygter og cd-afspiller med changer. Merprisen for 1.8 CDX ligger endnu ikke fast, men bilen vil sandsynligvis koste omkring 200.000 kr. - Og hvad med diesel, spurgte vi Daewoo-folkene om. Og svaret kom prompte fra chefingeniør Yong-Hwan Lee. - Vi har kontakt til tre forskellige leverandører af dieselmotorer og inden for de næste 4 måneder vil vi vælge én af dem ud, sagde chefingeniøren. På dansk betyder det, at diesel først bliver en mulighed i 2005. Til gengæld kommer der til næste år både en fem-dørs version og en rummelig stationcar. Sikkerhedsmæssigt er Daewoo Nubira kun lige udstyret med det allermest nødvendige. Det vil sige fire airbags, fem nakkestøtter, trepunktsikkerhedsseler på alle pladser. De nyeste sikkerhedsdetaljer som gardinairbags og ESP (udskridningskontrol) fås ikke til Nubira. Daewoo har heller ikke offentliggjort nogen crash-test resultater for Nubira. Nubira skal i ringen mod biler som Skoda Octavia og Suzuki Liana. Men også de firedørs udgaver af Ford Focus og Toyota Corolla vil være konkurrenter. Og i takt med de stigende bilpriser og den stigende Daewoo-kvalitet skal Nubira såmænd nok finde sit klientel herhjemme.