Håndbold

Koreanske tophåndboldspillere besøger Hirtshals

HIRTSHALS/KOREA:Søndag 4. november kan håndboldinteresserede få sig en speciel oplevelse - det koreanske A-landshold i kvindehåndbold spiller en åben træning i Hirtshals Hallen, hvor alle kan komme og se på. Og ja - det er det hold, som Danmarks håndboldkvinder slog i den meget spændende OL-finale i 2004, et af verdens absolut store sportshold. Deres spillestil er virkelig værd at se på, fortæller manden bag det koreanske besøg, Claus Broberg, direktør i SK Århus Elitehåndbold. - Rent sportsligt er det koreanske hold utvivlsomt det hold, der spiller det hurtigste håndbold i verden. Det er bag om ryggen, og det er små eksplosive finter, fortæller han. Turen til Nordjylland er kommet i stand, fordi SK Århus Elitehåndbold har to af de bærende kræfter på det koreanske A-landshold som spillere i deres klub. Det er Soon Young og Jeong Choi, som begge spillede i OL-finalen i 2004. - Vi var for et halvt år siden inviteret til en stor træningsturnering i Korea, og i den forbindelse blev vi spurgt, om vi havde lyst at være med til at afholde en træningslejr for deres hold i Danmark, fortæller Claus Broberg. I dag spiller holdet en træningskamp mod Randers HK, og så går turen til Nordjylland, hvor koreanerne skal op på Strandfogedgården i Nr. Lyngby og prøve at puste glas. - Vi er blevet bedt om også at lave nogle kulturelle indslag, så jeg ville gerne have dem op og se Nordjylland. Jeg er selv født deroppe og synes, at det er en fantastisk område, fortæller Claus Broberg. Herefter skal holdet ud at spise på Restaurant Glashuset i Lønstrup, som har specialiseret sig i nordjyske råvarer - denne dag er kokkene gået ind på en udfordring om at mikse det nordjyske med noget asiatisk. Lørdag er der overnatning på Hirtshals Idrætscenter. - Her er både svømmehal, motionscenter og herlige strande, så der er mulighed for lidt af hvert inden den åbne træning går i gang fra klokken 14 og cirka halvanden til to timer frem, fortæller Claus Broberg. Herefter går vejen forbi Frederikshavn, hvor Aalborg DH spiller Champions League kamp, og så tager koreanerne igen til Århus for at fortsætte træningslejren frem til 8. november.