Korkraft i kirken

Kordagen bød på store musikalske oplevelser og udfordringer da fire kor mødtes med Tina Buchholtz (korleder, sangskriver, instruktør og meget andet).

Korene fik ny inspiration. Privatfoto
Musik 30. november 2011 11:00

Jerslev Kirke dannede rammen om en længe planlagt gospelworkshop, og sangerne kom fra Tolstrup-Stenum Kirkekor, Serritslev-koret, Altebasso-koret fra Aalborg og Jerslev Kirkes voksenkor. Tina Buchholtz leverede en energisk og medrivende instruktion til korene i løbet af dagen, som sluttede med en velbesøgt workshopkoncert. Numrene var svære, selvom korene havde øvet hjemmefra, men Tina Buchholtz lod ingen give op før de kunne synge dem - i hvert fald næsten. De stille vendelboer fik udfordringer og blev kastet ud i den livskraftige musik. Inspirationen og sangenergien, som korene fik af Tina Buchholtz, vil komme til gavn, når de hver især mødes igen. Formålet med workshoppen var at udfordre korene til at tænke på musikken på en anden måde og at få inspiration til sangen gennem mødet med de andre sangere og den fremmede korleder. Tina Buchholtz delte ud af sin store viden om kormusik og sangteknik, og sangerne blev helt overraskede over hvor meget lyd der egentlig kunne komme ud af dem. Korene er ikke færdige med musikken fra workshopdagen endnu, for de skal bruge den igen til julekoncerter i kirkerne: Tolstrup Kirke 1. december og Jerslev Kirke 4. december samt Serritslev Kirke 18. december. Til julekoncerterne må korene dog "nøjes" med deres faste dirigenter, henholdsvis Else Højgaard Smidt og Jørn Andersen, som er organister i de to kirker. De vil sammen med korene arbejde på at få de sidste detaljer på plads, så den sangkraft, som Tina Buchholtzs workshop gav korene, kan sprede julestemning hos koncertgængerne med masser af smuk og livfuld musik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...