Korruptionspoliti kritiserer offentlighedslov og partistøtte

Europarådets korruptionspoliti retter i flere rapporter kritik af Danmark, som ikke følger anbefalinger.

Der er - i den danske offentlighedslov - nogle undtagelser, der reelt forhindrer offentlig adgang til informationer, som, mener vi, er lidt for skrappe. Derfor har vi anbefalet, at disse undtagelser fjernes, siger Gianluca Esposito, som leder Europarådets korruptionspoliti. Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix

Der er - i den danske offentlighedslov - nogle undtagelser, der reelt forhindrer offentlig adgang til informationer, som, mener vi, er lidt for skrappe. Derfor har vi anbefalet, at disse undtagelser fjernes, siger Gianluca Esposito, som leder Europarådets korruptionspoliti. Foto: Sebastien Bozon/Ritzau Scanpix

Kritikken blev rejst for ti år siden. Og alligevel er der fortsat store problemer med de danske regler for partistøtte, påpeger Europarådets korruptionspoliti (Greco) i en frisk statusrapport.

De første Greco-krav om kontrol og åbenhed kom i 2010.

Onsdag udsender Greco yderligere en evaluering, en anden rapport, der retter fokus på, at Danmark mangler forebyggende foranstaltninger til at forhindre korruption blandt ministre og særlige rådgivere.

Desuden anbefaler antikorruptionsenheden, at offentlighedsloven revideres. Undtagelser for adgang til dokumenter bør fjernes, mener Greco.

- Man lægger (i Danmark) for stor vægt på tillid og for lidt vægt på forebyggende foranstaltninger, der skal forhindre korruption. Før problemet opstår, siger Grecos leder, Gianluca Esposito, til Ritzau.

Der er ingen anklager mod Danmark om korruption i rapporterne. Korruptionspolitiet er ikke i den forstand et politi.

- Korruption kan opstå alle steder. Korruption er ikke et spørgsmål om nationalitet. Det er et spørgsmål om personlig integritet, siger Esposito.

Der er fortsat betydelige problemer med de danske regler for partistøtte trods ti års dialog med danske myndigheder. Tre anbefalinger er ikke implementeret. Yderligere fire er kun delvist fulgt.

Greco siger, at partier skal have pligt til at oplyse den samlede partistøtte fra hver giver. Desuden vil man forbyde, at et parti eller en kandidat modtager penge fra en donor, som ikke er kendt.

- Vi forsøger at forhindre korruption i det politiske liv ved at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden i rammerne for finansiering. Vi skal bruge et system, der sikrer effektiv kontrol, siger Esposito.

Samlet har Danmark fulgt under halvdelen af anbefalingerne om partistøtte.

Europarådets gennemsyn af støttereglerne lå i den såkaldt tredje evalueringsrunde. Den blev indledt før 2010. Danmark er et af få lande, som fortsat har problemer med denne. De fleste andre medlemslande er videre.

Offentlighedsloven fra 2013 får også kritik med på vejen fra Europarådets særlige organ til bekæmpelse af korruption.

- Der er nogle undtagelser, der reelt forhindrer offentlig adgang til informationer, som, mener vi, er lidt for skrappe. Derfor anbefaler vi, at disse undtagelser fjernes, siger Gianluca Esposito.

Undtagelserne har ifølge Greco-lederen et omfang, så adgangen til dokumenter reelt er begrænset, og det er baggrunden for anbefalingen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.