Korsang og vandski på Fjordens Dag

ARDEN:I alt 14 lokale foreninger vil hver især gøre sit til at Fjordens Dag bliver et festligt arrangement, når Arden Kommune for 7. gang fejrer fjorden og den omkringliggende natur. Havneområdet ved Stinesminde og Løvdal Naturcenter vil danne rammerne om den aktivitetsfyldte dag, hvor der vil være mulighed for at lave alt fra fiskefrikadeller, korsang, vandski til smedning af jern. - Det overordnede tema er naturen og Mariager Fjord, fortæller projektkoordinator John Ladefoged. Han håber på især én ting, nemlig godt vejr. - Sidste år var en kæmpe succes, og der fik vi at se, hvor meget vejret betyder, forklarer John Ladefoged, der dog også meget gerne ser noget andet. - Parkeringspladsen uden for Stinesminde må gerne være fyldt halvt op med biler. Så er jeg tilfreds, siger han. Han ærgrer sig dog over, at der ikke kommer nogle repræsentanter fra Nordjyllands Amt. - Der har været meget snak om Mariager Fjord, og de måler jo på den hele tiden. Og så kunne de jo komme og fremlægge det sådan en dag, og vise hvordan man måler, mener John Ladefoged. - Og amtets folk har jo været med ind til for to år siden. Aktiviteterne varer fra 12.00-16.30.