EMNER

Korshær fejrer 90 års fødselsdag

HOBRO:Kirkens Korshær fylder lørdag 12. oktober 90 år, og den runde dag bliver også markeret i Hobro-området. Torsdag 10. oktober indbyder den lokale storkreds således til fødselsdagsfest i Haverslev Kirkecenter med tale samt underholdning ved musikgruppen "Happy overs" fra Århus. Arrangørerne gør opmærksom på, at der arrangeres buskørsel fra Hobro til Haverslev. Dagen efter - fredag 11. oktober - kan alle få lejlighed til at høre mere om Kirkens Korshær, idet organisationens campingvogn placeres på Kirketorvet - i øvrigt lige over for Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Hobro. Denne butik har eksisteret i snart syv år og har gennem årene tjent mange penge, der går til de forskellige aktiviteter for de svageste i samfundet. I det seneste år har de 25 frivillige i butikken, der er en afdeling af butikken i Randers, omsat for over 200.000 kr. Ud over butikken omfatter storkredsens aktiviteter en kvindekreds, hvis medlemmer mødes et par gange om måneden. Den sidste del af fødselsdagsarrangementerne er festgudstjenester på lørdag i seks byer, bl.a. Ansgar Kirke i Aalborg og Viborg Domkirke.