England

Korsriddere kom for sent til krigen

800 nordjyder ville kæmpe med den engelske konge Richard Løvehjerte i Jerusalem - men da de endelig nåede frem var freden brudt ud.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rundt omkring på nordjyske kirkegårde finder man gamle gravsten, der indikerer, at den døde var korsfarer. Der er mange flotte korsfarer-sten ved kirkerne i bl.a. Øster Brønderslev, Thise og Skærum. Noget nagelfast bevis for at der er tale om korsfar

Den navnkundige engelske konge, Richard Løvehjerte, er blevet foreviget - og forherliget - i et utal af underholdende film. Mindre kendte er korsfarerne fra Nordjylland. Men også herfra drog man på korstog for at kæmpe om Jerusalem. De nordjyske korsriddere kom dog for sent til slaget. - Det går for meget op i fest og ballade i Norge og Sverige. Og da de kommer ned i kanalen går et skib tabt i en storm, så de må gå fra Holland til Venedig for at få fat i nye skibe. Det tog alt for lang tid, fortæller historiker Gert Jensen, Børglum, der i mange år har forsket i det nordjyske korstog. De uheldige korsfarere - Alt går simpelt hen galt for dem, og da de endelig når frem et år senere, er freden brudt ud. Det er historien om de uheldige korsfarere, siger Gert Jensen. Det nordjyske korstog tog sin begyndelse i sommeren 1191, da omkring 400 nordjyske korsfarere og et ligeså talrigt følge i samlet flok stævnede ud fra Hals. - Det har været en kæmpestor begivenhed. De byggede fire nye, store skibe, og flåden har også omfattet et stort antal mindre fartøjer. Man har givetvis aldrig set noget lignende, fortæller Gert Jensen. Mange døde i kamp Der må også have været et stort antal pårørende, der kom for tage afsked. Måske for sidste gang. - Tænk på, at ud af 10.000 korsfarere, der kom i krig, overlevede kun et par hundrede, siger Gert Jensen. De nordjyske korsfarere hentede kampfæller i Norge og Sverige, og satte kursen mod det hellige land. To år senere vendte de hjem - uskadte og formentlig godt tilfredse med at være sluppet for kamp. Himmelsk belønning - De var helte alligevel. Man var korsridder, når man havde svoret sin korstogs-ed. Den betød, at man blev skattefri, og man var sikret direkte adgang til himlen udenom skærsilden. De var meget, meget bange for skærsilden, forklarer Gert Jensen. Noget helt unikt ved det nordjyske korstog er, at der findes en beretning om det, skrevet af en kannik, der kaldte sig Broder X, umiddelbart efter korstoget. - De fleste andre beretninger om korstog er skrevet flere hundrede år efter de fandt sted. Men Broder X har rent faktisk talt med de mennesker, der var med i korstoget, fortæller Gert Jensen. Broder X var kannik enten på Børglum eller Vrejlev Kloster, formentlig Børglum. Broder X som guide - Hans beskrivelse af korstoget er så detaljeret, at vi tænkte det kunne være sjovt at bruge den som rejseguide, fortæller Gert Jensen. Sidste sommer rejste Gert Jensen og Per Lysdahl fra Vendsyssel Historiske Museum (VHM) derfor i korsfarernes fodspor. - Mange af landskaberne ser stadig ud som dengang, så vi kunne nemt forestille os, hvordan denne her kæmpestore flåde er kommet sejlende, fortæller Gert Jensen. Lige nu arbejder han og VHM på en udstilling om det nordjyske korstog. Udstillingen skal åbne til sommer. - Der er kommet meget nyt frem om korstogene de senere år. Ikke mindst om vores store helt, Richard Løvehjerte, der i virkeligheden var en rigtig skiderik, siger Gert Jensen.