Kort levetid

For godt et år siden bekendtgjorde Helle Thorning-Schmidt, at S og SF efter valget ville danne regering, og De Radikale var velkomne til at være med, men der skulle ikke rettes så meget som et komma i de forslag, S og SF havde i baglommen.

Virkeligheden blev unægtelig en anden. Rød blok kom til magten med et snævert flertal (godt 8000 stemmer), og det regeringsgrundlag, der blev forelagt Folketinget viste sig i det store og hele at være en afskrift af VKO's førte borgerlige politik siden 2001. Mesteren for regeringsgrundlaget var De Radikale. S og SF fik ikke et ben til jorden, og deres valgløfter havnede på lossepladsen sammen med et hav af visne røde roser, der havde siddet i Socialdemokraternes håndfast greb. Den røde tråd er gået samme vej bidt over af Margrethe Vestager. Alt tyder på, at regeringen får en kort levetid. Ved et kommende valg vil SF efter al sandsynlighed være ædt op af socialdemokraterne. Samme skæbne led de franske kommunister, da de for mange år siden faldt for den fristelse at gå i regering med Mitterand. Ved det efterfølgende valg til Nationalforsamlingen blev de udslettet og har siden ikke rejst sig. Det burde Villy Søvndal have skrevet sig bag øret. På trods af, at glansen var gået af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, hævdede de med stor frimodighed, at Danmark var gået totalt i stå i 2001, hvor Venstre og Konservative fik regeringsmagten. De spåede virkeliggørelse af deres visioner hele spekteret rundt lige fra reparation af rådne vinduer i folkeskolen til stor indflydelse i global politik. Ministerlisten kan der siges meget om. Hvad med udenrigsminister Villy Søvndal, der hader Israel? Hvad med den gamle kommunist Ole Sohn som erhvervsminister? Hvad med den nyvalgte radikale Manu Sareen, der uden kendskab endsige forhold til folkekirken og på vej til udmeldelse under valgkampen, som kirkeminister? Han skynder sig at sige, at han har flere præster som venner. Det er efter al sandsynlighed nogle af de 30 pct. præster, der mener, at stat og kirke skal skilles ad. Alt sammen i tråd med radikal politik. Dertil kommer, at Margrethe Vestager er inkarneret tilhænger af det multikulturelle samfund. Hun skal derfor nødig have for meget vind i sejlene. Der er tale om en regering, der sidder på et meget lille flertal og samtidig forekommer særdeles flosset i kanterne, så det bliver på det nærmeste en håbløs kamp for overlevelse. De borgerlige får let spil.