Kort og kampen

Kenneth Kjærsgaard - assistenttræner for Frode Langagergaard i Hjørring - blev noget sur på Værløses Anders Steffensen i en situation, hvor Hjørring-assistenten ville gribe en bold, der gik til indkast. Men Værløsespilleren forfulgte bolden helt ud over sidelinjen og nåede kun lige at undgå at plante en støvle i maven på Kenneth Kjærsgaard, der skældte en del ud efter episoden. Morten "Harbo" Larsen Hjørring-målmand - måtte behandles efter en klumpspilsituation allerede i det første minut. Han slog den ene hånd, men gennemførte alligevel hele kampen og gjorde det fornuftigt med et par gode redninger på flade og lunske Værløseskud. Kenneth Rasmussen Værløse-angriber - fik en dum advarsel, da han midt i første halvleg sparkede på mål i en stuation, hvor der forlængst var fløjtet frispark til Hjørring begået af Anders Steffensen, der havde fældet en Hjørring-spiller. Samme Steffensen så i øvrigt senere rødt, da han fældede Morten Larsen og dermed forhindrede en nordjysk friløber. Bent Christensen - tidligere Brøndby-topscorer - er cheftræner for Værløse, og han er den stille trænertype. Trods bagud allerede i fjerde minut og senere yderligere bagud lige før pausen hørte man ikke råb fra hans side, selv om det måske var påtrængt i nogle situationer. Mads Knudsen - Hjørringback - satte stort set ikke en fod forkert i sit defensive virke, og han blev da også fortjent kåret som søndagens "man of the match".