Kort ok kampen

HEATHER GARRIOCK - 25-årig australsk landsholdsspiller - optrådte i går mod Brøndby for sidste gang i denne sæson for Fortuna Hjørring. Heather Garriock rejser nu hjem for at slutte sig til det australske landshold, som om kort tid deltager i Asian Cup i Vietnam. METTE V. JENSEN - Fortuna-forsvarer - var tilbage i startopstillingen, men denne gang på en plads som højre back. Hendes sædvanlige plads i midterforsvaret blev endnu engang fornemt fyldt ud af unge Lise Munk. MARIANN GAJHEDE - landsholdsspiller og midtbanedynamo hos Fortuna - havde vendelboernes første kvalificerede afslutning efter godt et kvarters spil, men hendes flade afslutning blev for upræcis og gik forbi Brøndby-målet. CAMILLA MOGENSEN - venstreback hos Fortuna - var i det 37. minut tæt på at bringe hjemmeholdet foran, da hun løftede bolden over Brøndby-keeper Tine Cederkvist, som var kommet på mellemhånd. Desværre gik bolden forbi målet også. TANJA MEJER CHRISTENSEN - Brøndby-bomber med Fortuna-fortid - scorede tre gange senest de to tophold mødtes i Hjørring. I går gav hun prøver på sin nærkampstyrke, da hun i det 33. minut sled sig løs på kanten af straffesparksfeltet, men Heidi Johansen fik sendt afslutningen til hjørnespark. CHICHI IGBO - Fortuna-topscorer - blev sendt på banen syv minutter efter pausen som erstatning for Janne Madsen, som en halv time inde i første halvleg fik et slag over det ene knæ. BIRGIT CHRISTENSEN - Fortuna-veteran - kom for fjerde gang i træk i aktion for vendelboerne, men i går måtte hun vente til det 58. minut, før hun afløste en lidt for usynlig Portia Modise. Minuttet efter sendte Birgit Christensen et langskud mod Tine Cederkvists mål. 209 - så mange - eller rettere få - tilskuere var der til topkampen på Hjørring Stadion, men der var også hård konkurrence fra karneval i Aalborg, guldfest i Aalborg og royalt bryllup i tv.