Kort om EM

{ Michael Jakobsen - AaB’er - havde overraskende hurtigt overvundet sin hofteskade fra kampen mod Holland og fik genvalg som venstre back på bekostning af Martin Pedersen. { Nicklas Bendtner - angrebskomet - fik en gylden chance for at åbne scoringen i det 11. minut, men sendte bolden lige forbi mål på en frispilning fra Thomas Kahlenberg. Ved 0-1 viste Nicklas Bendtner sig værdifuld bagude ved at redde et ukrainsk frispark med hovedet på målstregen, og lidt senere var han med i opspillet til den danske udligning. { Rasmus Würtz - anfører - var igen en velspillende drivkraft på midtbanen og lignede en målscorer i det 23. minut. Efter fint opspil af Thomas Kahlenberg og Jacob “Taz” Sørensen havde skuddet fra Rasmus Würtz retning mod målhjørnet, men VM-keeperen Andriy Pyatov reddede flot. { Jacob “Taz” Sørensen - hurtig kantspiller - overraskede gang på gang ukrainerne med sit rappe antrit, og en grov tackling resulterede i det 19. minut i kampens første advarsel til Olexandr Maksymov. Fem minutter efter pausen var Jacob Sørensen tæt på at score til 2-1, men hans skud blev blokeret til hjørne. { Vladimir Stojkovic - målmand for Serbien/Montenegro - betegnede billetten til semifinalen som Guds gave. Portugals overtidssejr over Tyskland betød, at Serbien/Montenegro, Tyskland og Portugal alle opnåede tre point i gruppe A, og serberne besatte herefter andenpladsen takket være bedste målforskel i det indbyrdes regnskab. { Marco Tardelli - verdensmester med Italien i 1982 - følger EM for U21 som tv-kommentator og var i går med på et italiensk journalisthold i en venskabskamp mod danske kolleger. Eks-stjernen kunne dog ikke hindre danskerne i at vinde 10-6. { RAI 3 - italiensk tv-station - mærker stor interesse for U21-EM og havde således 4,6 mio. seere til Italien-Danmark.