Fodbold

KORT OM KAMPEN

Jens Holt - NB-angriber - pådrog sig i lighed med forsvarsspilleren Rasmus Nøhr en knæskade i aftes, mens Lasse Lindgren måtte humpe ud med en fiberskade i det ene baglår allerede efter fire minutters spil. De to førstnævnte måtte en tur omkring skadestuen i aftes. Ingen af de tre NB-spillere spiller sandsynligvis mod Brabrand på lørdag. Martin Gregersen og Rasmus Povlsen - NB-duo - fik hjemmeholdets to største chancer før pausen, men Martin Gregersen afsluttede lige på LIF-keeper Thomas Thomsen i det 20. minut, og Rasmus Povlsen headede i fri position bolden over LIF-målrammen tre minutter før pausen. Per Jungersen - LIF-veteran og andetholdstræner i klubben - fik comeback i nødens stund, og han spillede en flot kamp i gæsternes forsvar. Thomas Larsen - NB-indhopper i aftes - burde have afgjort nabostriden i det 88. minut, da han blev spillet helt fri af ligeledes indskiftede Niambele Adame i højre side. I kampens overtid kom gæsternes Martin Østerbæk til et hovedstød, men han headede bolden forbi NB-målet.