Kort om kampen

Ziad Saliba - HI-topscorer - misbrugte kort før pausen en kæmpechance for at sende hjemmeholdet til the med bare et spinkelt håb om at spille sig tilbage i kampen. Men efter Kenneth Pedersens ihærdige forarbejde, var selv den normalt træfsikre Ziad Saliba tilsyneladende tappet for tro på sig selv. I hvert fald sparkede han i oplagt scoringsposition milevidt forbi Holbæk-målet. Rasmus Borup - HI-angriber - forsøgte sig flere gange med afslutninger udefra i går, men sigtet var ikke indstillet særligt godt. Kort efter pausen var han med i en HI-trio, som på ufattelig vis fik misbrugt et godt indlæg fra Dennis Østergaard på højrekanten. Først missede Ziad Saliba. Så fik Holbæk-keeper Johnny Thomsen tacklet Anders Schjøtt, før Rasmus Borup sparkede bolden forbi mål. Thomas Gill - HI-keeper med fortid i blandt andet AaB og på det norske landshold - har efter fire kampe i HI-trøjen fortsat sit første point til gode. I de fire kampe har Thomas Gill lukket 15 mål ind. Kaan Metin - tidligere AB-prof - er tilbage i Holbæk, hvor han med søndagens to pletskud nu er noteret for seks sæsontræffere. Den 28-årige angriber var i det hele taget en evig kilde til uro i HI-forsvaret og havde også næstsidste fod på scoringen til 3-0. Thomas Jensen - HI-forsvarer - kandiderer til prisen for årets dummeste advarsel på Hjørring Stadion. Bagud 4-0 forsøgte han i det 90. minut at sende et frispark fra Mike Friis i kassen med hånden. Dermed kom han et skridt tættere på en karantæne, og man kunne næsten fristes til at tro, at det var målet med aktionen, så er han fri for flere ydmygelser på banen. Dennis Østergaard - en af HI's fire kontraktspillere - kunne kun ryste på hovedet at vendelboernes fornærmende svage indsats i går. Og han har ikke svært ved at forklare holdets placering som rækkens absolutte bundhold. - Det siger jo alt, at vi er det hold, der scorer mindst og lukker flest mål ind! Kasper Burholt - tidligere FfI- og HI-dribler - er nu at finde i Holbæk efter en afstikker til East Auckland i New Zealand. En skade holdt ham ude af kampen i går, men han var med på lægterne og aflagde visit i HI-omklædningsrummet efter kampen. Kasper Buholt har været på banen i ti af Holbæks 13 kampe i efteråret. Holbæk- sikre vindere i går - sendte kort før pausen en holdleder op til speakerrummet på Hjørring Stadion med beskeden om, at der var fejl i det fortrykte kampprogram. Her stod der at læse, at den tidligere landsholdsspiller Jacob Friis-Hansen er cheftræner for Holbæk, og at hans tidligere landsholdskollega Torben Piechnik er massør. Men det er de rettelig i HIK, som 24. august vandt 4-1 på Hjørring Stadion. John Nielsen - respekteret ungdomsformand i HI - stod i pausen klar med medaljer til fire ungdomshold fra HI, som alle er blevet kredsvindere i indeværende sæson. Mens det kniber med resultater på seniorsiden i klubben, så kan HI i år prale af, at 13 af klubbens 28 ungdomshold er blevet kredsvindere.