KORt om kampen

{ Simon Josefsen, Jetsmark-angriber, kan mere end bare at løbe meget hurtigt. Han kan også sparke frispark. Det fik han bevist ved udeholdets udligning til 1-1. Et knaldhårdt frispark fra omkring 25 meter fra mål fik Kenneth Stenild kun slået på stolpen, og Lasse Strandberg var kvik i feltet og sparkede returbolden i mål. { Ziad Saliba, FC Hjørrings topscorer, var allerede på spil efter 45 sekunder af opgøret. Angriberen fyrede fra kanten af feltet et godt skud af sted, men Brian Ulstrup i Jetsmark-målet reddede. Ziad Saliba viste kampen igennem flere prøver på sin fine teknik og gode fysik og kom frem til mange chancer, men ses der bort fra hans enlige scoring, var skarpheden foran mål stærkt savnet. { Chemizie Ojiego, midtbanespiller hos Hjørring, havde en kæmpechance fem minutter før pausen. På et indlæg fra højre side skulle han tæt under mål kun sætte en blød inderside på bolden for at bringe Hjørring foran. Ojiego fik dog slet ikke ram på bolden til stor ærgrelse for ham selv og holdkammeraterne.