Kort om Le Mans

{ Allan McNish - 36-årig skotte, Le Mans-vinder fra 1998 og med på Tom Kristensens hold - får æren af at starte Audi nr. 7, når løbet skydes i gang i eftermiddag. { ACO - organisationen bag 24 timers-løbet i Le Mans - kan i år fejre 100 års jubilæum for dannelsen af Automobil Club de l’Ouest. Helt præcist blev ACO dannet 11. juni 1906, og det blev fejret med besøg af 100 fantastiske biler fra det 20. århundrede på banen i Le Mans. { ACO - Le Mans-arrangør - har på grund af den voldsomme hedebølge, der ramte byen, da Le Mans 2005 blev kørt besluttet, at lukkede biler med frontmotor fra 2007 skal køre med aircondition i bilen af hensyn til kørernes helbred. I 2005 blev der målt temperaturer helt op til 80 grader i de lukkede biler, som blandt andre danske Jan Magnussen sidder i. Allerede fra i år anbefaler ACO, at teams med lukkede biler anvender aircondition. { Dunlop-chikanen - placeret kort efter målstregen i Le Mans - er i løbet af vinteren blevet modificeret samtidig med, at ACO har moderniseret den såkaldte Le Mans-landsby, hvor de mange tilskuere kan købe souvenirs med hjem 24 timers løbet. Undervejs i gravearbejdet dukkede en intakt bombe fra 2. Verdenskrig pludselig op af jorden. Det er anden gang, at der bliver fundet en bombe fra 2. Verdenskrig på området. Første gang var i vinteren 2001-2002, men det var ikke uventet, for lige udenfor racerbanen ligger der en lufthavn, der også fungerede som sådan for 60-70 år siden og således var et oplagt mål for allierede bombardementer. { VM-slutrunden i fodbold - stort arrangement i Tyskland - er skyld i, at starten på dette års Le Mans er rykket en time frem til kl. 17. Dermed kan man nå begge dele på skærmen. { Stirling Moss - 76-årig engelsk racerlegende med ti optrædener i Le Mans fra 1951-1961 - vender i dag tilbage til Le Mans for at deltage i et 40 minutter langt race for Le Mans-biler fra perioden 1923-1939. Stirling Moss vil sidde bag rattet i en Maserati O. S. C. A. MT4. { Peugeot - fransk bilmærke - kommer helt som annonceret med en dieselmotor til Le Mans i 2007. Den 12-cylindrede V12 HDI-motor på 5.5 liter blev torsdag præsenteret i Le Mans. Peugeot, som vandt Le Mans i 1992 og 1993, forventer ikke, at dieselversionen kan vinde Le Mans allerede i 2007, men fabrikken går målrettet efter sejren i 2008. { Jens Møller - 35-årig dansk racerkører - deltager i år i Le Mans for anden gang. Han debuterede i 2004, da han delte en Lister Storm LMP med John Nielsen og Casper Elgaard. I år sidder han også i en britisk Lister Storm, hvor han deler sæde med landsmanden Nicolas Kiesa og englænderen Gavin Pickering. Under torsdagens afsluttende kvalifikation kørte Jens Møller bilen af banen kort efter Dunlop-broen. { En luftballon - svævende tingest - vil under 24 timers-løbet hænge 50 meter over den 13,65 km lange racerbane i Le Mans, hvorfra et tv-kamera vil producere billeder, som vil give tv-seere over hele verden helt nye vinkler på racerløbet. { Jacob Kristensen - lillebror til Tom Kristensen og indehaver af K-Rejser - har i år sendt 3.000 danske tilskuere til Le Mans med sit rejsebureau for at sikre støtte til sin storebror. Fredag kvitterede den syv-dobbelte Le Mans-vinder ved at aflægge besøg hos sin lillebrors gæster. Da han gik på scenen i det store telt fik Jacob Kristensen hele teltet til at gynge af grin, da han sagde, at hans storebror kun er en døgnflue, fordi han kun arbejder 24 timer om året.