kort om u 21-em

{ Flemming Serritslev - landstræner - lukker dagens træning i Anadia for pressen. Til gengæld vil dørene være åbne til Danmarks afsluttende forberedelser i morgen på kampbanen i Aveiro. { Leon Andreasen - krumtap i forsvaret - melder alt vel efter to dages træning i kølvandet af en fiberskade. - Jeg er fit for fight, så nu er det op til landstræneren, om han vil bruge mig mod Italien på onsdag. Flemming Serritslev spiller dog bolden videre til sundhedssektoren, der skal vurdere, om det vil være for risikabelt at lade Leon Andreasen spille. Først onsdag formiddag vil spillerne blive informeret om startopstillingen. { Termas da Curia - trestjernet hotel, der huser den danske trup - ligger i idylliske parklignende omgivelser og betegnes af DBU-folkene som fremragende. Hotellet er anvist af det europæiske fodboldforbund UEFA, og DBU har intet haft at anvende. Derimod valgte Italien at kassere det hotel, som UEFA stillede til rådighed, og italienerne har fundet et andet opholdssted - for egen regning. { Martin Pedersen - AaB-back - er stadig på penicillinkur for at få kureret sin halsbetændelse, og det kniber med kræfterne, men at dømme efter træningen aspirerer han stærkt til pladsen som venstre back mod Italien. I går øvede han således indlæg specielt til Nicklas Bendtner. Træningen foregik i behagelig sol og 20 graders varme, men senere på dagen fik skyerne overtaget, krydret med en smule regn. { Niki Zimling - Esbjerg-spiller - er måske allerede færdig ved EM. Han måtte udgå af søndagens træning med en forstrækning i venstre lyske og frygter, at skaden er en udløber af de lægproblemer, der allerede i første halvleg tvang ham ud af Esbjergs sidste superligakamp på udebane mod AaB. { Michael Jakobsen - AaB’er - fik efter søndagens træning forbinding om en forstuvet tommelfinger, som dog ikke hindrer ham i at bejle til en plads blandt de 11 udvalgte mod Italien. { Jacob “Taz” Sørensen - klubløs kantspiller - ligner mere og mere en mand, der starter inde på onsdag. Under træningen har han hidtil indgået i de opstillinger, der er blevet afprøvet.