Kort-snyder afsløret

Aalborg 27. september 2002 08:00

AALBORG: En DSB-togfører lod sig ikke narre, da en mandlig passager i går formiddag forsøgte at betale sin billet med et udenlandsk kreditkort. Et kort som formentlig er stjålet. Om bord på det nordgående tog til Aalborg fik togføreren stukket et kort fra Bank of America i hånden. Kortet tilhørte tydeligvis ikke passageren, og da manden heller ikke kunne legitimere sig, ringede togføreren efter politiet. Og betjente stod klar til at tage over, da toget ankom til Aalborg ved 11-tiden. Afhøringen har indtil videre klarlagt, at den anholdte er en 35-årig mand med bopæl i Norge. Hvem kreditkortet tilhører, og hvordan det er havnet i hænderne på den 35-årige, står indtil videre hen i det uvisse. Politiet har foreløbig sigtet manden for forsøg på bedrageri.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...