Turisme

Korte pakkeferier en succes

Global udvikling mærkes også tydeligt hos Trojel Turistmarketing

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Merete Trojel: - Kunderne bestiller ofte i sidste øjeblik. Nogle gange er de endda på vej og ringer fra bilen. Arkivfoto: henrik Louis simonsen

AABYBRO:Vi vil på flere, men kortere ferier. Det er en tendens, der bliver stadigt tydeligere, og man oplever den også i høj grad hos Trojel Turistmarketing i Aabybro. Firmaet har i sommer haft drøntravlt med at sælge pakker, der består af overnatning plus besøg på en af Jyllands store attraktioner. Interessen er så stor, at der i år bliver afsat rundt regnet dobbelt så mange pakker som sidste år: - Udgangspunktet har været en enkelt overnatning, men der er så mange, der ønsker ekstra overnatninger, at vi næste år lancerer pakker med to eller tre overnatninger, for det er det, kunderne ønsker, fortæller direktør Merete Trojel, som i sommer har været nødt til at ansætte ekstra bemanding for at klare efterspørgslen. Global tendens Afdelingschef Geir Aasgaard Hansen fra VisitDenmark bekræfter den tydelige tendens: - Det gælder faktisk globalt, at der er en kraftig vækst i korte ferier. - Herhjemme kommer gæsterne fra Danmark og de nære markeder, når det gælder korte ferier i provinsen, mens det i København også er gæster fra fjernere lande, der kommer på korte ferier. - Mange gange er sådan en ferie noget, som folk bestemmer sig til i allersidste øjeblik. Det er tydeligt, at beslutningshorisonten er meget kort, fortæller Geir Aasgaard Hansen. Frit valg til fast pris Hvad angår Trojel Turistmarketings succesprodukt, der har titlen ”Jyllands Attraktioner”, kan kunderne vælge mellem flere end 30 overnatningssteder rundt om i Jylland, blandt andre First Slotshotel i Aalborg, Scandic Kongens Ege i Randers eller Radisson SAS Silkeborg. Og så kan de som en del af pakken, der typisk koster omkring 1000 kroner for to voksne og to børn, besøge eksempelvis Nordsømuseet, Fårup Sommerland, Fregatten Jylland, Kattegatcentret eller andre af de 14 jyske attraktioner, der er med i ordningen. Hurtige beslutninger Merete Trojel kan ligesom VisitDenmark konstatere, at mange korte ferier bygger på helt umiddelbare beslutninger rundt om i familierne: - Vi har meget tit folk i røret, som bestiller fra den ene dag til den anden. Nogle gange er de endda på vej og ringer fra bilen. - Mange nordmænd og svenskere benytter sig også af pakkeløsningen, og det sker ofte, fordi de har været inde på attraktionernes hjemmesider og opdaget, at der kan kobles overnatninger på et besøg, oplyser Merete Trojel. Alt i alt har det betydet, at mens der sidste år gik 1309 af denne type pakkeophold, er der til dato solgt 2481 i år. Interessen har været størst for at besøge Fårup Sommerland og Djurs Sommerland, men der har også været pæn interesse for Randers Regnskov, Kattegatcentret og Aalborg Zoo. Oplevelser i centrum Hos VisitDenmark oplyser Geir Aasgaard Hansen, at det for børnefamilierne er attraktioner som disse, man går efter på de korte ferier, mens voksne par efterspørger golf, gastronomi og wellness: - Oplevelserne er i centrum på de korte ferier, og derfor er det også et væsentligt element i vores markedsføring, ligesom vi arbejder målrettet på at udvide sæsonen. - Arbejdet er ikke faseopdelt som tidligere. Nu er vi nødt til at lade markedsføringen komme i dryp hele året rundt, siger Geir Aasgaard Hansen. Han tilføjer, at når nu interessen for de korte ferier er så stor, er det meget vigtigt for turisterhvervet at gøre ophold og indhold let tilgængeligt og nemt at booke, og det kan blandt andet ske med pakkeløsninger som dem Trojel Turistmarketing står for.