Aalborg

Kosmetologisk

Mændene har erobret skønhedsklinikkerne og overgivet sig til hudplejens velsignelser - man(d) bliver småafhængig, siger kok og kosmetologkunde Morten Nielsen

Middagsluren er sikret. Ikke at han planlægger det på forhånd, men øjnene glider nærmest automatisk i, efterhånden som kvindehænderne med de lange, velplejede negle blidt masserer cremer, ansigtsmasker og rensende peelingkure på ansigtshuden. Morten Nielsen, kosmetologkunde, kok og kogebogsskribent, har forlængst overgivet sig til sine forfængelige tilbøjeligheder og erkendt, at han er småafhængig. Fem-seks gange om året skriger hans tynde, småirriterede hud på en kærlig hånd, og den 35-årige ejer af Aalborg-restauranten "Mortens Kro" efterkommer kravet med fornøjelse, - Det falder mig egentlig meget naturligt at gå til kosmetolog. Jeg er i et hverv, som er meget udadvendt, og som kok står man meget ved et komfur og får let en fedtet hud. Da jeg første gang prøvede en behandling, var det så positiv en oplevelse, at jeg automatisk er fortsat, fortæller Morten Nielsen, da NORDJYSKE møder ham i klinikken Medex-instituttet midt i Aalborg, hvor hudterapeut Helle Bach forsyner hans småblege vinterhud med en grundig ansigtsbehandling. Det kan nok være nødvendigt, mener den ellers pænt udseende Nielsen, som også i dagligdagen plejer sin hud grundigere end de fleste hankønsvæsner har for vane. - Jeg renser huden morgen og aften, og faktisk er det sådan, at de kvinder, der besøger mig, får lidt af et chok ved synet af mit arsenal af cremer og plejeprodukter på badeværelseshylden. Nogle kommer ligefrem i tvivl, om jeg har en kæreste boende i forvejen, griner singlekokken. Andre har opfattet hans udprægede interesse for æstetik og personlig fremtoning som et sikkert udtryk for, at han er bøsse - ikke et rygte, kosmetologbesøgene ligefrem har afkræftet. - Jeg er jo perfektionist og kan godt lide det lidt anderledes, og det mener nogen åbenbart er bøsset. I Nordjylland er det lidt af et tabu, at mænd går op i deres udseende, men det er blevet mere legalt, efterhånden som der er dukket flere plejeprodukter til mænd op i butikker. Hudpleje er blevet mere maskulint end det var, da jeg begyndte at pleje min hud for små ti år siden, mener Morten Nielsen, som ikke er meget for at fortælle, hvor mange kroner han årligt bruger på den skønhedsfremmende indsats. - Jeg bruger nok mere end de fleste, griner han. Mere mandepleje Morten Nielsen er langt fra den eneste, der har kastet sig ud i et univers, der tidligere var forbeholdt kvinderne. Mændene finder sig ikke længere i bumser og buskede bryn, men bruger mere tid og flere penge end nogensinde på at holde sig lækre. Nordjyske Helle Bach, der både ejer Medex-instituttet i Aalborg og er dansk distributør af hudplejeserien Medex, har i sine 14 år i branchen hjulpet et utal af mænd af med alt fra gravrust til generende hårvækst. Alligevel konstaterer den travle skønhedsguru, der både styler kendte og ukendte danskere og leverer plejeprodukter til 160 klinikker landet over, at mændene beslaglægger kosmetologbriksene som aldrig før. - Det er blevet så almindeligt, at der ligefrem er åbnet klinikker specielt til mænd i Århus og København, og tendensen er så småt ved at slå igennem i Nordjylland, selv om det stadig i højere grad er tabu her end i de større byer, siger hun. Helle Bach har jævnligt både jakkesæt og kedeldragter under behandling, og mens nogle bare ønsker en pæn og glat hud, kommer andre for at smide uønsket gorilla-pels. - Det er ikke ualmindeligt, at mænd med meget beskidt arbejde, som for eksempel automekanikere og svejsere, kommer for at få dybderenset huden. Der er også flere mænd end kvinder, der døjer med acne (uren hud, red.), og de er ved at få øjnene op for de behandlingsmuligheder, der findes. Og så er der mange, der gerne vil kunne præsentere en hårløs ryg hjemme i soveværelset eller i fitnesscenteret, siger Helle Bach, som også mener at voksbehandlinger og ansigtsmassage kan dække et følelsesmæssigt behov. - De fleste kan rigtig godt lide berøringen og stresser af - mange falder endda i søvn under behandlingen, siger hun og mener i øvrigt, at mange i det skjulte dyrker hudplejen mere, end de vil indrømme. - Der er i hvert fald mange kvinder, der undrer sig over, hvor deres fugtighedscreme bliver af. Tit og ofte stjæler mændene løs af konens plejeprodukter, og så kan de jo ligeså godt få deres egne, som passer til dem og deres hud, konstaterer Helle Bach. Det er jo kosmetologisk...