Kosmopolit fra Løkken

Hanne-Vibeke Holst er eksponeret som få kvinder i dronningeriget. Hun øver sig derfor i at ”holde kæft”, men det falder hende ikke let, da der indeni brænder en ild, som kun momentvis kan holdes nede.

Kønsroller 25. oktober 2008 06:00
HANNE-VIBEKE HOLST er på igen! Efter en begivenhedsrig tid i privatsfæren - moderens nylige død, en diskusprolaps samt et skrottet manuskript, der kostede forfatteren svære stunder i sommerhuset på Sjællands Odde - er den blonde, nordjyske kvinde tilbage i mediespottet. Og det atter for at sætte dagsordenen med en bogudgivelse: ”Dronningeofret”. Hun taler i P1, mens jeg følger strømmen mod storbyens centrum. Klokken er da 06.41. 07.34 sidder hun live i TV2-glasburet på Hovedbanegården. Minutter senere slentrer vi blandt rejsende og forbi avisforsider, hvor hendes ansigt er tatoveret med anmelderstjerner og roser en masse, mens der nu også er dem, der mener, at forfatterens sprog er for simpelt og karaktererne i hendes litteratur for endimensionelle og skematiske. I Dagbladet Information stiller man spørgsmålet: ”Er det snobberi, når Hanne-Vibeke Holst formenes adgang til det litterære parnas - eller er hun bare ikke god nok?” Spørger man forfatterens hundredtusinder af læsere, er svaret soleklart - hvilket fremmødet til en litterær samling på Fyn senere på dagen vil bekræfte. Opbakningen gør sig ligeledes gældende, da kvinden - feministen om man vil - med hang og evne til at placere sig midt i skydeskiven vanen tro ringer hjem til familien for at høre ”dommen” efter morgenstundens tv-optræden, mens vi passerer de afrikanske ludere og vinduerne med penisattrapper og andet plasticudstyr i samme genre i Istedgade for at dreje om hjørnet til Helgolandsgade, hvor vi sætter os på et af de mere mondæne sidegadehoteller og indtager morgenmaden. Samtalen føres videre i et tilstødende fredsommeligt lokale med lyserødt og miljøvenligt babytøj på hylderne, som Hanne-Vibeke Holst bemærker ved første øjekast. - Mit kvindelige instinkt, konstaterer hun, der ellers sjældent er skarp i hverken sind eller replik på denne tid af dagen. - Det er en joke hjemme hos os, at hvis mor er tidligt oppe, så er det kun, fordi hun skal i fjernsynet eller i lufthavnen, siger Hanne-Vibeke Holst og ler. One of the boys Let til latter har hun i det hele taget, denne hårdt fightende kvinde, trods det, at hun har haft sit at se til gennem snart 50 år. Det hele startede i Løkken. Allerede i badebyen var forfatterparrets datter anderledes. Eller som hun selv siger det denne oktobermorgen i det indre København: - Jeg har altid været one of the boys. Ikke sådan at forstå, at den spinkle pige med det kønne ydre spillede vildt meget fodbold og kravlede i træer dagen lang. Hun gad bare ikke ævl, intriger og andet pigefnidder. - Jeg lider af klar tale og er sådan et slags omvandrende paradoks! Hvis jeg kommer ind på et hotelværelse, er alt spredt efter nogle få minutter. Mit skrivebord ser ud ad helvede til. Og laver jeg mad, så flyder alting. Det er min natur, men med årene har jeg tillært mig en struktur. Arbejdsmæssigt betyder det, at en del af min hjerne ligner et rodet pulterkammer, mens en anden del er enormt struktureret. Når jeg skriver, forsøger jeg altid at være meget struktureret. På pigekostskole i wien Men mine systemer er aldrig helt skudsikre. Jeg opdager altid, at jeg har vigtige informationer til at ligge i mine arkiver, som jeg ikke kan finde. Men jeg arbejder på det, for jeg har et stort analytisk behov. Min glæde og iver for at tingene går op i mine historier, kan godt tage overhånd. Det samme kan gøre sig gældende ved et middagsselskab. Tingene skal gå korrekt for sig, fastslår kvinden, der sommeren 1973 bare 14 år gammel brød op fra hjemmet med PH-lamper og B&O fjernsyn, hvor faderen, Knud Holst, og moderen, Kirsten Holst, begge sad og klaprede løs på deres skrivemaskiner. Med sin egen røde Olivetti af slagsen drog den ældste af familiens tre døtre til Læsø for der at indlogere sig på et pensionat og cykle rundt på øen for at samle inspiration og skrive flere digte af den slags, hun allerede havde fået bragt i Vendsyssel Tidende. - I hele mit liv har jeg været vant til at være alene. I Løkken havde jeg masser af skolekammerater, men var meget speciel, for jeg læste, skrev og var anderledes - ikke mindst af den grund at mine forældre var anderledes. Siden stod den på pigekostskole i Wien, hvor Hanne-Vibeke Holst primært tilbragte tiden i eget selskab med at læse bøger, aviser og se på kunst, mens veninderne pjattede rundt og var teenagere. Ikke mindst sprogligt var vendelboen isoleret i Centraleuropa. Hun havde således god tid til at drømme om at blive udenrigskorrespondent i samme stil som hendes ikon, Jan Stage. Altså igen one of the boys! Solisttilværelsen til trods fejlede selvtilliden ikke noget, da Hanne-Vibeke vendte hjem til studenterårene på Brønderslev Gymnasium, hvor hun var ”supersocial” og stærkt engageret i politik. Et dæknavn som ”Bodil” i Kommunistisk Arbejder Parti (KAP) blev det blandt andet til. Fedt at “føde en bog” Mere politisk blev det dog aldrig rigtigt for studinen i overalls - heller ikke senere i livet, hvor der har været muligheder for kandidatur i vaskeægte valgkredse - der på journalisthøjskolen i Århus blev kærester med et senere nok så folkeligt ansigt, Jes Dorph Petersen. Fortsættes næste side Med tiden var det nemlig ikke primært det politiske, men snarere det kønspolitiske, der optog ”den stride kælling”, hvorfor det i årene derefter ikke skortede på mod og mandshjerte som feministisk fakkelbærer og siden respekteret forfatter. Dette faktum in mente proklamerer hun alligevel her på sidegadehotellet på en dag, hvor alles øjne hviler på hende: - Faktisk er der ikke rigtigt noget, jeg er god til! Ordene får lov til at hænge i luften. - Ok, jeg er sgu god til at skrive, siger hun så efter nogen betænkningstid med en vis vægt i stemmen og griner befriende, mens hun taler om det at ”føde” en ny bog. - Det er ligesom at være gravid. Det er den samme fornemmelse. Man har svedt og grædt undervejs. Og så kommer forløsningen. Det er en fed fornemmelse hver eneste gang. Hanne-Vibeke Holst forsøger ikke længere at skjule, at hun trods andre allerede modtagne litterære priser fortsat drømmer om Boghandlernes Gyldne Laurbær - måske også Weekendavisens Litteraturpris. Altså den ultimative anerkendelse som forfatter blandt kultureliten. Og måske kommer den med Dronningeofret - den afsluttende samtidsskildring i trilogien om kvinder og magt i det nye årtusind. Interessen for magtens spil blev ikke mindst vakt i Moskva, hvortil hun flyttede med sin første ægtemand, Laurs Nørlund - søn af den daværende chefredaktør på Berlingske Tidende, hvor Hanne-Vibeke en tid som aktiv journalist skrev sine historier. Parret Nørlund-Holst delte interessen for politik. Laurs gjorde lynkarriere i diplomatiet og rykkede siden til Bruxelles, hvor arbejdsugen ofte rundede 70 timer. Sagde det, der skulle siges To børn blev det til, inden Hanne-Vibeke Holst forlod rollen som diplomatfrue for at fastholde karrieren som forfatter. - Inden jeg lå på fødestuen med mit første barn, gjorde jeg op med mig selv, at jeg aldrig ville slippe den side af mit virke. Jeg havde til mindste detalje planlagt, hvordan jeg hurtigt skulle tilbage og arbejde som normalt i dagene mellem jul og nytår, men fødslen trak ud til 12. januar. Og så blev jeg totalt forelsket i det her barn og var forvirret. På det tidspunkt var jeg meget maskuliniseret i min selvopfattelse, men opdagede i den grad, at jeg var kvinde. Det var fedt og forfærdeligt på en og samme tid, for jeg måtte jo se på mig selv med nye øjne. Selvom jeg var for ung til at være rødstrømpe, så var jeg det jo af sind, erkender den kvinde, der om nogen har kæmpet sin sag og taget verbale øretæver for at stå op på kønnets vegne. - Indrømmet, jeg har været krigerisk, determineret og aggressiv undervejs, men det har jeg det fint med. Jeg har haft et budskab, der skulle ud. Uden at vide af det, og ville det, så har jeg provokeret mange undervejs. Og når jeg ser tilbage, så kan jeg godt se, at jeg har fået mange tæsk. Som en bokser, der er gået alene ind i bokseringen. Jeg har altid stået alene uden organisationer og politiske grupperinger i ryggen. Jeg har risikeret noget, og det er jeg stolt af i dag, for jeg sagde de ting, der skulle siges. Og det har været fantastiske år, for alt arbejdet har ført til noget. Al modstanden, alle kampene har ikke været forgæves. Jeg står solidt på mine ben og føler mig i dag som et helt menneske. Klogere og mere indsigtsfuld end tidligere. Jeg er mere taknemlig over livet end før. Kærligheden til min mand (filmfotografen Morten Bruus, som hun mødte under tv-optagelser til en dokumentarserie, med hvem hun har sønnen Jonathan, red.) og mine to andre børn tager til med årene. Alting bliver mere intenst, og jeg får lettere og lettere til tårer. Jeg bliver rørt, når jeg oplever, hvordan andre mennesker viser deres glæde og kærlighed til hinanden. Og intet fortryder du undervejs? - Måske kan jeg i dag, som så mange andre mødre, indimellem fortryde den tid, jeg ikke har tilbragt sammen med mine børn, men jeg har også erkendt, at jeg har en kreativ trang, der er lige så stærk som min moderfølelse. Og selvom du har talt om at blive ”bedre til at holde kæft”, så kniber det! - Jeg er jo storesøster, så jeg må jo sommetider lige fortælle, hvordan tingene hænger sammen, siger Hanne-Vibeke Holst og ler atter, inden alvoren sænker sig: - Først nu er jeg ved at forstå, at den platform, jeg erobrede på kvindekønnets vegne, ikke sådan er til at overtage. Men der mangler yngre fakkelbærere. Jeg beholder mit kønspolitiske engagement til den dag, mit liv ebber ud, men jeg er ikke længere så interesseret i, hvem der tager opvasken, og hvem der putter børnene. Millimeterdemokratiet i parforholdet er ikke interessant. I dag er jeg mere interesseret i de store linjer. Jeg er først og fremmest forfatter og vil påvise den patriarkalske orden, som er skyld i hele miseren. Magt, lederskab og den globale ulighed optager mig. Det er også derfor, jeg bruger tid som Goodwill Ambassadør for FN, siger kvinden, der ser en ny fase i kampen om ligestilling. - De unge piger er forvirrede over, hvem de selv er. De er smukke, kloge og fulde af ambitioner. Alligevel er de fulde af mindreværd. De mangler simpelthen kønsbevidsthed. Endnu et langt sejt træk At lederne af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Kristendemokraterne er kvinder, tilfredsstiller ikke Hanne-Vibeke Holst. For der er lang vej endnu i kommunalpolitikken og i virksomhederne, understreger hun. - Vi er lysår foran Jordan og Uganda her i Skandinavien, men der venter endnu et langt sejt træk. Der er så mange skilsmisser, så megen sorg og frustration. Processen har været dyr de seneste fyrre år, men vi er ved forstå, at der skal reel ligestilling til i et ligeværdigt samfund. Spørgsmålet er så bare, om de bevidste, supersunde og smukke kvinder er parat til at tage ansvaret. For der ligger også en magelighed i at blive hængende i sofaen og se amerikanske tv-serier. Godt nok er presset på de unge mænd stadig endnu større for at tage ansvar i politik og i erhvervslivet, men kendsgerningen er også fortsat den, at kvinderne er de mest stressede omkring aftensmaden, der er det tidspunkt, hvor mændene er mindst stressede, bemærker debattøren og forfatterinden, mens vi kører mod den sene eftermiddags kulturarrangement i Middelfart, hvor hun med fortsat glød i stemmen og mere klar tale beretter om figurerne i bogen med de 662 sider, der ligger stablet op på bordet ved indgangsdøren. Vil “vifte lidt med ørerne” Om den sikrer forfatterhæderen på kulturparnasset, kan kun tiden vise. Men at vi ikke har hørt det sidste til Hanne-Vibeke Holst, er sikkert og vist. For ilden brænder nemlig fortsat i den krop, der efter tre år i et ”lukket rum” - under tilblivelsen af Dronningeofret, der voldte hende så store hovedbrud, at hun på et tidspunkt måtte forkaste næsten to års arbejde og drage på skrivekursus i London for at hente ny inspiration hos manuskriptguruen Robert McKee - nu vil ud og ”vifte lidt med ørerne”. - Jeg har det dybe privilegium, at jeg kan gøre, lige hvad jeg vil. Og jeg vil ud at rejse, for jeg har simpelthen udlængsel. Jeg er en slags kosmopolit fra Løkken. Årene i byen har sat sine spor. Havet og turisterne betød jo, at man boede i en international smeltedigel flere uger om året. Nu trænger jeg til at få batterierne fyldt op - og helst i Europa. Jeg vil vide mere om livet, for at være forfatter er en livslang udfordring. Jeg vil være optaget af noget, og jeg er ikke længere så optaget af dansk politik. Der er ikke mere at hente for mig. Det jødiske aspekt i Elizabeth Meyers (formand for de danske socialdemokrater i Dronningeofret, red.) liv optog mig. Jeg har lyst til at vide mere om religionerne, og jeg vil vide mere om Europas fremtidsudsigter, nu hvor Anden Verdenskrig kan virke fjern i en nation, der knap har opdaget, at man er i krig, siger den nysgerrige og holder så rent faktisk kæft - et lille stykke tid - inden hun føjer til: Fortsættes næste side - Og en dag må jeg også se at få skrevet den bog om min far. En ikke uproblematisk opgave, må man formode, når man tager i betragtning, at familiens patriark engang fungerede som datterens mentor, men siden blev så jaloux på hendes evner til at skrive, at han blev hendes største kritiker. Den fysiske adskillelse og de sproglige forbistringer far og datter imellem stod på i årevis, og ej heller på faderens dødsleje blev forholdet mellem de to ildsjæle genetableret, men dette forhold - eller snarere mangel på samme - skal nu ikke afholde den selvstændige kvinde fra den yderste klitrække i at gøre forsøget på at skrive den historie. Forfatter som hun er i sjælen. {
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...