Kost, adfærd og indlæring

Frede Bräuner ved noget om, hvordan god mad gør godt for adfærd og indlæring.

Frede Bräuner ved noget om, hvordan god mad gør godt for adfærd og indlæring.

HJØRRING:Årets mest underholdende foredrag afholdes torsdag 23. oktober kl. 19 på Vrejlev-Hæstrup Skole i Poulstrup, hvor tidligere folkeskolelærer Frede Bräuner fortæller om sammenhængen mellem kost, adfærd og indlæring. Her vil alle få noget ”livsvigtigt” at høre, fremført i et show, man ikke lige glemmer. Frede Bräuner, har siden 1998 beskæftiget sig med sammenhængen mellem KOST, ADFÆRD OG INDLÆRING og hans bog af samme navn kom i 2007 i 4. oplag. Det har vist sig, gennem flere undersøgelser at børn og unge, der spiser dårligt også fungerer dårligt - fysisk, psykisk og socialt. Samtidig kan en forbedret kost og vitamintilskud løse en lang række af disse problemer. En undersøgelse viser også at tilsætningsstoffer gør børn hyperaktive og på Århus Ungdomsskole, hvor Frede Bräuner underviser, har samme erfaring gjort sig gældende. Derfor har obligatoriske måltider, vitamintilskud, sukkerafholdenhed og kostundervisning været en obligatorisk del af hverdagen siden 1997. Elever, der før var trætte og negative, er blevet mere aktive, mens andre er vendt 180 grader i forhold til adfærd og indlæringsevne. Foredraget koster 20 kroner inkl. et let traktement og alle er velkommen. Arrangør er Kulturelt Udvalg og Menighedsrådene i Vrejlev-Hæstrup området.