Bælum

Kostald ændret til gårdbutik

1. november åbner Anna Marie Danmark forretning på familiens ejendom

I øje­blik­ket har Anna Marie Dan­mark travlt med at pak­ke de sid­ste va­rer ud og stil­le dem på plads i ­bu­tik­ken. Foto: Lars Pau­li

I øje­blik­ket har Anna Marie Dan­mark travlt med at pak­ke de sid­ste va­rer ud og stil­le dem på plads i ­bu­tik­ken. Foto: Lars Pau­li

SVANFOLK:En gammel drøm er tæt på at gå i opfyldelse for Anna Marie Danmark. I denne uge åbner hun gavebutik i en staldlænge på familiens lystejendom i naturskønne omgivelser i Svanfolk, helt præcist på Svanholmsmindevej. - Vi købte stedet for 10 år siden og jeg har i flere år gået med mine butiksplaner. Nu har vi fået de tre børn, vi ønsker os, så derfor var tiden moden til at åbne en gavebutik her i staldlængen, fortæller Anna Marie Danmark. Hun har i øjeblikket travlt med at få de sidste varer pakket ud og stillet på plads inden åbningen. Gavebutikken er på omkring 40 kvadratmeter og indrettet i en tidligere kostald. - Og siden maj har vi sammen med min far knoklet med at sætte lokalet i stand. Desværre var det ikke muligt at bevare staldens loftshvælvinger og foderkrybber, påpeger hun. Gaveartikler og vin Efter planen vil gårdbutikken fremover være åben tirsdag til fredag nogle timer sidst på eftermiddagen og om lørdagen fra 10 til 14 samt hver anden søndag fra 10 til 16. - På samme tid vil der også være mulighed for butiksbesøg efter nærmere aftale. Min plan er at kunderne skal have mulighed for at købe ting til gaver her samtidigt med at jeg vil forhandle både the og kaffebønner samt vin, forklarer Anna Marie Danmark. Hun håber med spændende gaveartikler og høj service over for kunderne på et tidspunkt at komme til at være fuldtidsbeskæftiget i sin butik. Tre firmaer er de primære leverandører af de mangeartede gaveartikler i gårdbutikken, og varesortimentet spænder lige fra eksotisk udskårne træfigurer fra Sydøstasien til blom-sterkrukker og mangeartede stearinlys og et væld af øvrige pynteting til hjemmet. Tilkørslen til familiens lystejendom er en omkring 800 meter lang grusvej, uanset hvilken af de to tilkørselsveje kunder fremover benytter. Men dette praktiske faktum skræmmer ikke Anna Marie Danmark på nogen måde. - Den generelle tendens viser jo, at kunder i dag er villige til at køre efter specialvarer. På samme tid har jeg ingen nære konkurrenter i skikkelse af andre gårdbutikker med et lignende varesortiment, understreger hun og tilføjer: - Den nærmeste er på Aalborgvej, men den forhandler udelukkende kødvarer. På samme tid er både min mand og jeg født og opvokset her i lokalområdet i henholdsvis Bælum og Solbjerg, så mange kender os i forvejen. Juleræset må vente Ikke overraskende vil der også være mulighed for at købe juleting i den nye gårdbutik, men kunderne må i første omgang væbne sig med tålmodighed. - Jeg har selv en fortid som salgsassistent hos Bilka gennem 12 år. Her blev juleræset indledt allerede ugen efter efterårsferien, men mæt af det har jeg selv valgt at gå mod strømmen og først at indlede mit salg af julepynt senere midt i november, erklærer hun som kommende selvstændig butiksindehaver.