Tyverier

Kostbar skanner stjålet

Der har formentlig været fire-fem mand om indbruddet, mener vicepolitikommissær

Skanneren på graviditetsklinikken er stjålet. Det ærgrer naturligvis jordemødrene Elisabeth Veng og Pernille Provst.Arkivfoto: Martin Damgård

Skanneren på graviditetsklinikken er stjålet. Det ærgrer naturligvis jordemødrene Elisabeth Veng og Pernille Provst.Arkivfoto: Martin Damgård

Det er næppe vordende forældrepar, men snarere gemene tyveknægte, som natten til torsdag begik indbrud på graviditetsklinikken på Adelgade 4 i Hobro. Tyvene - for der har været flere om indbruddet - har stjålet klinikkens hypermoderne skanner, som kan lave 3D-billeder af fosteret ved hjælp af en avanceret skanningsteknik. Det giver samtidig forældrene mulighed for at få en dvd-film med optagelser af deres ufødte barn med hjem og se "baby-tv" på eget fjernsyn. Men nu er skanneren altså væk. Tyvene er kommet ind i graviditetsklinikken på 1. sal ved at stable nogle paller oven på hinanden. Her er et vindue brækket op, og en af tyvene har efterfølgende haft fri adgang både til klinikken og til at låse medskyldige ind via fordøren. Herefter er skanneren bugseret ned ad trapperne og båret ud til en ventende bil. - Vi tror, at der har været fire-fem mand om indbruddet. Så mange måtte der i hvert fald til, da skanneren for et par år siden blev installeret i klinikken, oplyser vicepolitikommissær Henning Hansen, Nordjyllands Politi i Hobro. Skanneren skal næppe hjem og stå på et børneværelse. Det er et tungt stykke isenkram med en højde på 1,5 meter. Den har en værdi af ca. 1,2 mio. kr. Graviditetsklinikken blev i 2006 åbnet af jordemødrene Elisabeth Veng og Pernille Provst. Ud over skanninger tilbydes også jordemoderkontroller, fødselsforberedelse, akupunktur mod graviditetsgener samt inseminationer.