Tyverier

Kostbare kikkerter stjålet fra udkigstårn ved Tofte Skov

} Ukendte tyve har stjålet to kikkerter fra udkigstårnet i Tofte Skov ved Øster Hurup. Kikkerterne er opstillet af Aage V. Jensens fonde, og der er tale om to specialfremstillede japanske kikkerter af typen Kowa Gigant 20x80 til en værdi af 75.000 kroner. Formanden for Aage V. Jensens Fonde, Leif Skov, undrer sig over tyveriet, for tyvene har ikke taget de fastboltede stativer med. - Kikkerterne er så stærke, at de er værdiløse uden et meget stabilt stativ. De skal stå i fuldstændig ro, for at man kan se noget fornuftigt i dem. Det er ikke engang tilstrækkeligt at lægge dem for eksempel på en bil. Samtidig er de så specielle, at de ikke kan omsættes i almindelig handel, siger han. Politiet har ingen spor efter tyveriet, som er sket i dagene fra 29. maj til 1. juni.