Kostbart at opkræve

KØBENHAVN:Jagten på sortseere, rykkerbreve og anden administration i forbindelse med DR's opkrævning af licens, koster licensbetalerne dyrt. På bare fem år har DR brugt hele 219,9 millioner kroner på at opkræve licensbetalingen. Det viser tal, som MetroXpress har indhentet hos DR Licens. Skatteeksperter og medieeksperter vurderer, det vil være langt billigere at erstatte licensen med en medieskat. Samtidig vil en obligatorisk medieskat indfange samtlige sortseere, som i dag snyder for et trecifret millionbeløb om året. Alligevel stritter et politisk flertal imod medieskat. - Det er tosset, siger Oluf Jørgensen, ekspert i mediejura ved Danmarks Journalisthøjskole: - Det vil være langt enklere at gøre licensen til en medieskat. Man vil spare penge på administration, og samtidig vil man få flere penge ind, da alle sortseere automatisk kommer til at betale medieskat. De penge kunne gå tilbage i licensbetalernes lommer eller bruges til bedre tv og radio, siger han. Hverken Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne vil omlægge licensen til en medieskat. SF, Enhedslisten og De Radikale er derimod fortalere. I 2007 kostede det 47,7 millioner kroner at opkræve 3,8 milliarder kroner i licens. Dertil kommer omkostninger til overordnet administration, husleje, it mv. /ritzau/