Tyskland

Kostbart for vognmænd og farligt for skifolket

Det tyske forbud mod sovebusser kommer til at virke stik mod sin hensigt. I stedet for øget sikkerhed for de skiturister, hvoraf de første er i fuld gang med at pakke støvler og ski, vil forbuddet medføre højere risiko for de rejsende.

Og for vognmændene betyder forbuddet, at de formuer, de har brugt på at indrette sovebusser, risikerer at være spildt. Det fastslår Henning Christensen, indehaver af Hjørring Turistfart, der hvert år transporterer op imod 14.000 personer til de europæiske skisportssteder. Han betegner forbuddet som en katastrofe for både vognmænd og publikum. - Hvis folk skal sidde op, vil mange vælge at tage turen i egen bil og dermed sætte sig i det farligste transportmiddel overhovedet. Jeg skal ikke bagatellisere de forfærdelige busulykker, der er sket de seneste år, men var de mange buspassagerer i perioden i stedet blevet transporteret med privatbiler, ville antallet af kvæstede og dræbte have været mange gange højere. Bustransport er statistisk set den mest sikre transportform overhovedet, siger Henning Christensen, der tilføjer, at ingen af hans selskabs passagerer til dato er kommet til skade som konsekvens af bustransporten. Chaufførfejl - Og at man specielt går efter sovebusserne gør det ekstra absurd. De to dødsulykker, som danske busser var impliceret i, kan jo ikke forklares med, at der var tale om sovebusser. Årsagen var chaufførfejl. Så handler det om ekstra sikkerhed, skulle man i stedet se på chaufførernes rolle. Og i hvert fald ikke gøre noget, der betyder flere privatbiler på vejene, siger han. Samtidig bliver forbuddet en bekostelig affære for de vognmænd, der har investeret store beløb i at indrette busserne, så sæderne kan forvandles til liggepladser. Hjørring Turistfart har således investeret ekstra ca. to mio. kr. i at indrette ialt syv køretøjer til sovebusser. Heraf vil de to nyeste først blive leveret til januar. - Jeg har forsøgt at slippe ud af handlen, men det var ikke muligt, siger Henning Christensen, der forudser et væsentligt værditab på de ialt syv busser, der bliver ramt af lovændringen. Ad alternative ruter - Normalt sælger vi vores busser efter en årrække, men for de pågældende må jeg nok se i øjnene, at vi selv må køre dem helt ned, siger Henning Christensen, der som følge at det tyske forbud er i fuld gang med at ændre ruterne nedad i Europa. - Til Frankrig vil vi i stedet for at tage turen langt ned gennem Tyskland gå ind gennem Holland eller højt oppe i Frankrig, hvorved passagerne som hidtil vil kunne komme ned at ligge. De vil dog blive generet af en forlængelse af rejsetiden på op til et par timer. Og til skistederne i Østrig og Italien vil vi bruge ældre busser uden sikkerhedsseler, som derfor stadig må benyttes som sovebusser. Gamle busser på vejen - Det vil altså være det ældste og mindst sikre materiel, der kommer ud og køre på de tyske motorveje. Det er helt absurd, og derfor tror jeg stadig på, at det lykkes at finde en fornuftig udvej, siger Henning Christensen med henvisning til, at trafikminister Flemming Hansen (K) vil henvende sig til sin tyske kollega. Hvis den tyske beslutning kommer til at stå ved magt, vil busbranchen ifølge Henning Christensen på sigt miste markedsandele, fordi folk i højere grad end tidligere vil foretrække fly, tog og ikke mindst privatbil, når de skal på ski.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste