Kovending kan koste Merkel dyrt

Forbundskansler Angela Merkels midlertidige lukning af atomkraft- værker efter krisen i Japan er kluntet og ren valgflæsk, mener politiske modstandere

Der er lagt op til en politisk sensation ved dagens valg i den sydtyske delstat Baden-Württemberg, hvor forbundskansler Angela Merkels konservative parti CDU har siddet solidt på magten i næsten 60 år. Den velhavende delstat, som blandt andet huser Mercedes- og Porsche-fabrikkerne, er ifølge meningsmålingerne ikke længere en sikker højborg for Merkels kristelige demokrater. Vælgerne vil ifølge målingerne give magten til miljøpartiet De Grønne og socialdemokraterne i SPD ved et historisk delstatsvalg, hvor miljøpartiet kan få dets første ministerpræsident nogensinde. Det er både reaktioner på EU's gældskrise, stigende modstand mod atomkraft efter atomulykken i Japan, lokalpolitik og Merkels udenrigspolitik, som er baggrunden for det truende nederlag til CDU. Det blev for knap 10 år siden besluttet, at Tysklands atomkraftværker skulle være lukket omkring 2020, men Merkel fik sidste år udsat en udfasning til midten af 2030'erne trods udbredt bekymring i befolkningen. Krisen i Japan har imidlertid ført til en kovending. Forbundsregeringen har midlertidigt lukket de syv ældste atomkraftværker, og samtlige 17 tyske værkers sikkerhed bliver nu kulegravet, inden atomenergiens fremtid i EU's største land skal afgøres i juni. Men Merkel har ikke gjort nogen god figur under kovendingen, og 7 ud 10 vælgere opfatter det som rent valgflæsk fra kanslerens side. Det har heller ikke hjulpet, at Merkels liberale økonomiminister fra FDP, Rainer Brüderle, torsdag måtte dementere medierapporter om, at han har forsikret industriledere om, at det bebudede stop for atomkraft kun er sket af valgtaktiske årsager. I en ny måling fra Forsa i nyhedsmagasinet Stern får Merkels parti og dets allierede i FDP i alt 43 procent af stemmerne, mens de socialdemokratiske SPD og De Grønne står til at få 48 procent - fordelt ligeligt med 24 procent til hvert af de to partier. - Støtten til CDU er faldet over hele landet på grund af Merkels kovending i spørgsmålet om atomkraft, fastslår valgforskeren Manfred Güllner fra Forsa over for nyhedsbureauet dpa. Nederlag vil være katastrofe Valget i Baden-Württemberg er det vigtigste af de syv delstatsvalg i år, og det finder sted samtidig med et valg i nabodelstaten Rheinland-Pfalz, hvor SPD regerer alene. Hvis det kommer til en rød-grøn valgtriumf, kan Merkel blive meget sårbar for angreb fra konservative kritikere i sit eget parti, og både iagttagere og politikere spår, at det kan være begyndelsen på enden af CDU-formandens lederskab. - Et nederlag i Baden-Württemberg vil være en katastrofe for CDU, siger Silke Krebs fra partiledelsen i De Grønne i delstaten til Reuters. - Merkel har værnet om sit ry med ekstrem forsigtighed. Men man kan ikke blive ved magten, hvis man forsøger at undgå alle problemer, tilføjer hun. Valget i Baden-Württemberg er også stærkt præget af lokale budgetproblemer og en beslutning om at ombygge Stuttgarts gamle banegård. Den omstridte plan til ca. 31 mia. kr. har udløst et folkeligt oprør i store dele af delstaten./ritzau/