Børnepasning

Krabbelys sidste håb blev kvast

Børnehave i Hirtshals lukker 1. november fordi børnetal i byen dykker

Børnehaven Krabbely i Hirtshals lukker og slukker 1. november.arkivfoto: Hans Ravn

Børnehaven Krabbely i Hirtshals lukker og slukker 1. november.arkivfoto: Hans Ravn

HIRTSHALS:Mette Præstegaard fra Hirtshals håbede øjensynligt at hun kunne få byrådet til at skifte mening i sidste øjeblik, da børnehaven Krabbelys skæbne skulle afgøres mandag aften. - Bølgen bevæger sig op og ned. Sådan går det også med børnetallet. Hvad er din bevæggrund for at lukke Krabbely, Ole Albæk?, spurgte Mette Præstegaard i spørgetiden forud for byrådsmødet mandag. Hun slog på Krabbelys lave husleje, ideelle omgivelser og beliggenheden tæt på havnen. - Er det virkelig Krabbely der er mest at spare på?, ville hun vide. - Vi erkender at Krabbely har en særligt god beliggenhed i forhold til havet, men andre børnehaver er til gengæld tæt på skov, påpegede Ole Albæk (UP). - Den objektive bevæggrund er et betydeligt fald i børnetallet sammenholdt med en overkapacitet på området. Vi kunne have overvejet andre børnehaver, men tager den, der har det mindste antal indskrevne børn, sagde Ole Albæk. Han er formand for Børne- og undervisningsudvalget, der står bag forslaget om at lukke børnehaven Krabbely. Det sker fordi prognoserne siger, at der i 2010 vil være behov for 31 færre børnehavepladser end i dag. I forvejen er der ledige pladser i Hirtshals¿ i alt fem daginstitutioner. Da byrådet nåede frem til punkt 4 på dagsordenen og skulle tage stilling til lukningen af Krabbely, forsikrede Ole Albæk at der ikke bliver trængsel i børnehaverne i Hirtshals: - Børnene kommer ikke under kummerlige kvadratmetermæssige forhold. Vi har stadig 8,3 kvadratmeter pr. barn. Børne- og undervisningsudvalget er blevet kritiseret for at lukke Krabbely hen over hovedet på forældrene. Der er ikke noget lovkrav om en høring i forbindelse med lukningen af en daginstitution, men Ole Albæk erkendte at man kunne have hørt forældrene. - Vi vil fremover gennemføre en høringsproces, så også forældrene inddrages, lovede Ole Albæk. Der er i øjeblikket indskrevet 24 børn i Krabbely. Både de og personalet flyttes til de øvrige daginstitutioner i Hirtshals.