Kræft eller allergi

Allergi 9. september 2008 06:00

? Vi har to skønne katte, de er mor og datter. Datteren, vores 2-årige hunkat Fie har fået en hævelse på overlæben udfor den ene hjørnetand. Hævelsen er knap 2x1cm stor og ligner et fladt åbent sår, der er sat fast på indersiden og kanten af læben. Såret væsker lidt fra overfladen, og der dannes ikke rigtig sårskorpe på. Underligt nok er Fie upåvirket, hun spiser og drikker som hun plejer. Vi opdagede hævelsen for 1½ uge siden, men måske har hun haft det længere tid? Vi fandt det nærmest ved et tilfælde, da vi sad og kælede med hende. Såret er hverken blevet større eller mindre, siden vi opdagede det. Skal vi kontakte vores dyrlæge, eller tror du det heler op af sig selv? Det kan vel ikke være kræft, når hun er så ung? Hilsen. L.M ! Som hos mennesker rammer kræft i alle aldersgrupper. Vi ser dog ikke så ofte kræft hos unge katte som hos ældre, men det sker altså alligevel ind imellem, selv hos unge katte. Så uanset hvordan jeres kat reagerer på såret, synes jeg, I skal få det undersøgt hos jeres dyrlæge. Men jeg tror nu ikke, at I har grund til at være bange. Umiddelbart lyder din beskrivelse af hævelsen/såret som det vi kalder eosinofilt granulom, dvs. en hævelse som er infiltret med en bestemt type hvide blodlegemer, der hedder eosinofile granulocytter. De eosinofile granulocytter deponeres oftest i relation til allergiske reaktioner eller grundet parasitter. Derfor mener man også at eosinofilt granulom kan være allergisk betinget, f.eks. grundet en allergi mod stoffer i omgivelserne, foderallergi eller loppeallergi. Eosinofile granulomer kan ses forskellige steder på kroppen, men primært på læben, bagben, inderlår eller bugen. De findes som én eller flere knuder/sår samtidigt. Generelt beskrives det som en rød knudelignende hævelse, sommetider væsker den. Hævelsen er enten aflang eller næsten rund. Som du selv beskriver, kan katten gå med lidelsen et stykke tid, inden det opdages. Vores fornemmelse er, at det sjældent gør ondt på katten at have et eosinofilt granulom. Diagnosen stilles nemt ved at tage at aftryk eller biopsi af cellerne i læsionen. Afhængigt af hvor på kroppen læsionen sidder og afhængigt af kattens ”samarbejdsvilje” i forbindelse med prøve udtagning, kan biopsien udtages under let beroligelse eller evt. under fuld bedøvelse af katten. Mikroskopi af prøven derefter vil vise et massivt overflod af de eosinofile celler, som indeholder tydelige røde korn, så de let kan skelnes fra andre celler i prøven. Behandlingen mod eosinofilt granulom er binyrebarkhormon (f.eks. prednisolon) i en længere periode til læsionen er forsvundet. Typisk starter man på en høj dosering for a få hævelsen til at forsvinde, derefter trappes katten ud af prednisolon behandlingen. Desuden skal man prøve at fjerne de allergene stimuli, men sommetider er det ikke muligt at finde den eksakte årsag. Allergi test og fodring med hypo-allergent foder kan i nogle tilfælde anbefales. Det er ofte hunkatte mellem 1-6 år der udvikler eosinofilt granulom, så på den vis passer Fie jo også i kategorien. Men det er vigtigt at pointere, at diagnosen bør stilles af jeres dyrlæge. Jeg kan ikke stille den eksakte diagnose bare udfra beskrivelsen i jeres mail. Vi må indse, at der kan være mange andre årsager til sår og hævelser på læberne og i ansigtet. De kan også skyldes andre infektioner, kræft, katte Aids eller ringorm, og i nogle af de tilfælde vil det være en stor fejltagelse at behandle med binyrebark hormon. Selvom Fie for jer virker upåvirket, er jeg sikker på at det må irritere hende lidt med hævelsen i overlæben. Så skynd jer til dyrlægen og forhåbentlig er Fie snart rask igen efter en korrekt behandling. Pia Bisgaard, dyrlæge Aalborg Dyrehospital

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...