- Kræft er blevet billedet på det værste, der kan ske

Marina Cecilie Roné har fået smukke anmeldelser for sin nye roman N.I.M.B.Y, som hun begyndte at skrive, da hendes mand fik konstateret hjernekræft, og hun blev alene med fire børn

Sonja Sabinsky
Dagene bliver til uger, ugerne bliver til måneder, månederne bliver til år ja, det bliver et liv, siger forfatteren Marina Cecilie Roné, der har skrevet den anmelderroste roman N.I.M.B.Y, der er inspireret af hendes mands kræftsygdom og død. Foto: Susanne Mertz
Sygdomme 21. september 2007 19:31

Her er ingen skrig. Ingen tårer, der løber løbsk. I al fald ikke på overfladen. Med sin nye roman ¿N.I.M.B.Y - not in my backyard¿ skriver den 40-årige forfatter Marina Cecilie Roné sig helt ind til kernen af den overlevelsesevne, vi mennesker mobiliserer, når det værste sker. Når den, vi elsker, skal dø. For dér midt i ketogan-helvedet, midt i kemobehandlinger, og hvad der ellers hører med til den sygdom, som mange frygter, og som mange har haft inde på livet, findes der også et almindeligt liv. Hør bare: ¿Anders var stået op og gået på toilettet. Hun kunne høre ham hoste gennem de lukkede døre. Lidt efter så hun alle tre drenge med hver sit redskab over skulderen på vej ned i frugthaven.¿ Marina Cecilie Roné sad på familiens husmandssted i Nordsjælland og skrev en roman, da hendes mand fik diagnosen: Kræft i hjernen, og så var det univers hun havde skabt i bogen ikke længere relevant, fortæller hun. Der var andre ting at tage sig til, men undervejs i sygdomsforløbet, der varede et år, kom ¿N.I.M.B.Y.¿ stille og roligt til hende - drypvis, som hun siger. Men hvorfor valgte hun ikke at skrive om hele svineriet og flænse himlen over Nordsjælland ned med sin pen. Hvorfor denne sagte stemme? De små tab Det vil hun gerne forklare, og hun anstrenger sig, for ligesom hvert ord, hun skriver i sine romaner, bliver håndholdt, som hun udtrykker det, udsteder hun tydeligvis heller ingen dækningsløse checks verbalt. Hun haler ofte ord i land, som hun ikke finder præcise nok, og med jævne mellemrum undersøger hun med sit blik, om man har forstået, hvad hun mener. - Kræft er mytologisk, siger hun. Man kan ikke åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse, uden at der er et eller andet om kræft. Der er kræft overalt. Kræft er blevet billedet på det værste, der kan ske, og der er også meget grimt at sige om den sygdom. Ikke mindst på grund af de behandlingsmetoder, som er til rådighed. Som patient gennemlever man helvede på jord. Vi frygter den sygdom, for de fleste har set nogen tage elevatoren ned. Men når man selv står midt i sygdommen, er det også et liv som alt andet, så ændrer perspektivet sig. Der er dage, der skal ordnes, børn, der skal hentes og ¿gud, han fylder fire om nogle få dage.¿ Så forsvinder mytologien. Børn leger også mellem murbrokker midt i en krig. Jeg synes ofte, at døden bliver fremstillet sådan lidt ketoganer-op-i-røven-agtigt og puh, hvor det lugter. Det ønskede jeg ikke at gøre, for jeg synes ikke, at det var det, der var det værste ved min mands sygdom. Det var derimod de små tab, som hele tiden fandt sted. Men sådan et liv har nuancer som alle andre liv, og det er den historie, jeg har fortalt. - Dagene bliver til uger Og ja, i Marina Cecilie Ronés roman ¿N.I.M.B.Y.¿ er der et liv. Et hverdagsliv. Men gøremålene er fyldt med afgrundsdybe huller, som børn og voksne falder i. Hovedpersonen Helene står under bruseren og mærker efter. Er der en knude i brystet? Er lymfekirtlerne hævet? Roné skriver: ¿Bevidstheden kunne lige akkurat rumme, at den ene forælder faldt fra i utide. Men ikke begge forældre til samme børn. Der fandtes ikke tandbørster til den slags mennesker. For de var ikke mennesker. De var skæbner. Skæbner børstede ikke tænder.¿ De tre børn i romanen lever deres liv, som børn nu gør, men i lette strejf beskrives det, hvordan faderens sygdom med jævne mellemrum dukker op i deres bevidsthed og river dem mentalt ud af legen, som en når skoleklokken ringer midt i frikvarteret: Virkelighedens børn var 5, 14, 15 og 17 år, da Marina Cecilie Ronés mand fik kræft: - Det mest forfærdelige var, da jeg skulle fortælle dem, hvor alvorligt det var. Man står og kigger på fire sovende børn og tænker: Når de vågner, skal de have at vide, at deres far er meget syg. På det tidspunkt lever man lige midt i rædslen, men så går dagene. Dagene bliver til uger, og ugerne bliver til måneder og ja, det bliver et liv. - Vi må prøve os frem Mytologien lever videre, når den døde er lagt i graven, erfarede Marina Cecilie Roné: - Min mand havde fødselsdag kort tid efter han døde. Og her dukkede der igen nogle forestillinger op om, hvordan man som familie møder sådan en dag. Vi gik på kirkegården, og stod og skrabede lidt i gruset, og så gik vi hjem med uforrettet sag. Det fungerede bare ikke, for vi var taget derop med nogle billeder af, hvordan man gør. Da vi lidt senere sad sammen ved middagsbordet, blev vi enige om, at vi ville have den tradition, at vi på Erlings fødselsdag skulle mødes og spise sammen, men så tror jeg nok, at det endte med, at vi blev enige om ikke at blive enige om noget som helst. At det nok var bedst ikke at lave regler lige nu. At vi måtte prøve os frem ja, vi må øve os, og det er der jo masser af tid til, for fremtiden vil byde på en uendelig række af fødselsdage. - Med let hånd Men børn og kirkegårde - hænger det overhovedet sammen. Er det ikke noget vi voksne trækker dem med til? - Jeg trækker ikke mine børn med til noget som helst, men min yngste dreng er vild med at komme på kirkegården. Ikke altid - men i perioder er han ret vild med det. For ham er graven ikke brutal. For ham er det virkelighed, at hans far ligger dér. Jeg tror, at han kan lide at komme på kirkegården, for så har han jo også en far. Jeg tror, han øver sig på at affinde sig med, at hans far aldrig kommer igen. Derfor må vi tage på kirkegården igen og igen. Jeg øver mig også. Jeg forstår godt, at min mand aldrig kommer igen, og alligevel forstår jeg det slet ikke. Man går frem og tilbage og ind og ud af det. Nogle dage er helt umulige. Andre dage kan man rumme det. Børnene berører det ofte - men med let hånd. Så gør de noget andet, og så berører de det igen med let hånd. Det er sådan det er. Forbander du ikke skæbnen? - Nej. Da min mand fik sin sygdom, var der mange omkring os, som sagde, at det var uretfærdigt - at sådan kunne skæbnen ikke behandle os. Men sådan ser jeg ikke på det. Det her er hinsides retfærdighed. Det er hinsides godt og ondt. Man diskuterer ikke med havet. Der er ingen, der har villet det her. Det er ingens skyld. Det er en hændelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...