Kræftceller kan spores tidligere

Forskere på Aalborg Sygehus har som de første fundet en metode til meget tidligt at finde det mindste spor af kræftceller hos patienter, der har været i behandling.

Det gælder for patienter med kræft i blodsystemet som eksempelvis leukæmi, knoglemarvskræft og kræft i lymfesystemet. Lægerne kan dermed hurtigere spore om en patient efter en behandling er helbredt. - Vi behøver ikke længere at vente flere måneder, før vi kan se noget på røntgen eller en scanner. Vi behøver ikke vente, til der kommer en ny svulst. Vi kan spore om sygdommen blusser op igen på et tidligt tidspunkt, og jo før man går i gang med en behandling igen jo bedre, siger professor dr.med. Hans Erik Johnsen, der er leder af det Hæmatologiske Forskningsafsnit ved Aalborg Sygehus. Sygehuset har i forskningsprojektet samarbejdet med ni centre i Europa. Projektet er blevet støttet af EU med 20 millioner kroner. Derudover har sygehuset modtaget støtte fra Region Nordjylland samt private fonde til en særlig biobank med blandt andet blodprøver fra kræftpatienter.