Kræftlæger på overarbejde

Venstre-politiker forudser behov for prioritering af kræftpatienter.

Kræft 26. august 2007 23:54

Kræftlægerne i Nordjylland er parate til at tage overarbejde for at landsdelens sygehuse kan leve op til statsministerens løfte om akut behandling af kræftpatienter. Det oplyser Peter Therkildsen (V), der er formand for regionsrådets forum for specialiseret behandling. Alligevel mener han det er urealistisk, at samtlige nordjyske kræftpatienter kan komme i behandling straks allerede i år. - Vi kan formentlig leve op til målsætningen, når det gælder kræftformer, der kræver en hurtig indsats. Som for eksempel halskræft og testikelkræft hos unge mænd. Men det vil ganske givet også være sådan, at lægerne stadig i et vist omfang vil være nødt til at prioritere, siger han. Peter Therkildsen forsikrer, at det nordjyske sygehusvæsen vil gøre alt, hvad der står i dets magt for at leve op til løftet om akut kræftbehandling. - Men der er jo mange forskellige kræfttyper, ligesom der er forskel på om en patient netop har fået diagnosticeret en kræftsygdom, eller det er en patient, der tidligere har været i behandling. Så hele problematikken er mere nuanceret end som så, siger Peter Therkildsen, efter at forum for specialiseret behandling har fået en orientering af flere forskellige speciallæger fra Aalborg Sygehus. Sådan som Peter Therkildsen - og andre nordjyske regionspolitikere - ser det, er det største problem, at der mangler speciallæger til at diagnosticere og behandler kræftpatienter. - Vi kan jo ikke engang lægge diagnosticeringen ud til privathospitaler, da vi ikke kan være sikre på, at lægerne der lever op til Sundhedsstyrelsens krav. Det kræver en vis rutine at stille kræftdiagnoser. Problemet forstærkes af, at det kræver 35-45 overkapacitet af speciallæger for til enhver tid at være i stand til at behandle kræftpatienter akut. Det er med kræft som med de fleste andre sygdomme. Der er ingen sikkerhed for, at patienterne kommer i en jævn strøm. - Hvis overkapaciteten vest for Storebælt skal samles ét sted, vil det være oplagt at gøre det i Aalborg. Her er det forholdsvis let for københavnere at komme til med fly, mens der venter en længere køretur fra lufthavnen, hvis de i stedet skal til Århus, konstaterer Peter Therkildsen. Han peger tillige på mere sammenhængende patientforløb som noget, der kan være med til at forcere behandlingen af kræftpatienter. Skoleeksemplet er Vejle Sygehus, hvor der straks bliver udfærdiget en samlet plan for behandling af patienterne, så de i ofte kan få foretaget flere undersøgelser i løbet af én dag. - Det er vi heldigvis også godt i gang med på Aalborg Sygehus. Men uanset, hvor store anstrengelser vi gør os for at leve op til, at behandling af alle kræftformer skal sættes i gang inden for 48 timer, tror jeg der vil gå op mod et par år, før det lykkes. Det siger min erfaring efter en del år i sundhedspolitik.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...