Motionsidræt

Kræftpatient - nu eller tidligere

Ønsker du motion og samvær med andre? 18 er allerede i gang.

Midt i marts startede Sund Rebild og Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Rebild et trænings- og café tilbud for kræftpatienter. - Vi er nu godt i gang og har 18 deltagere på holdet, siger fysioterapeut Trine Janerka Kassow fra Sund Rebild. Træningen, som foregår i træningssalen ved Støvring Svømmehal tilpasses deltagernes fysiske formåen og er en blanding af gymnastik og bevægelse til musik, træning med små træningsbolde, pilates og afsluttes med afspænding. - Vi har deltagere der pt. er i gang med medicinsk behandling og dog finder ressourcer til at komme og faktisk finder ud af, at de kan mere end de selv regner med, fordi de bliver grebet af træningen og samværet med andre, slutter Trine Janerka Kassow. Deltagerne udtrykker stor glæde over tilbuddet og også at der efter motionen er café, hvor frivillige fra Kræftens Bekæmpelse, Rebild Lokalafdeling, står klar med kaffe m.m. og giver plads til uformel snak. Cafeen er omdrejningspunktet for erfaringsudveksling og almindelig samvær.