Kræftpatienter får næsten altid nej til erstatning

Flere end 9 ud af 10 kræftpatienter, som har ventet for længe på behandling, får afslag på erstatning fra Patientforsikringen, skriver Politiken.

Kræft 1. december 2007 22:10

Også patienter, der oplever, at deres kræftsvulst er vokset markant, og at lægerne i ventetiden opgiver at helbrede dem, har fået afslag. Foreløbig har 100 patienter ud af 110 fået afslag på erstatning. 10 patienter eller pårørende har fået erstatninger på i gennemsnit 82.000 kroner. Ifølge loven har patienter krav på erstatning, hvis de er påført en skade, fordi behandlingen ikke har levet op til ¿bedste specialiststandard¿. Politiken har gennemgået sager, hvor patienters sygdom har udviklet sig voldsomt i ventetiden, og hvor læger, der har medvirket i behandlingen, selv vurderer, at der med ventetiden ikke har været tale om ¿bedste specialiststandard¿. En 52-årig kvinde fra Nordjylland kom til at vente 13,5 uger på at blive behandlet for kræft i galdevejene. I ventetiden voksede hendes kræftsvulst til det tredobbelte, og hun mistede muligheden først for operation og dernæst strålebehandling. - Det er ikke bedste specialiststandard. Det siger sig selv, siger overlæge og kirurg Mogens Rokkjær, der undersøgte kvinden på Århus Sygehus, til Politiken. Kvinden døde i maj. En i dag 41-årig mand fra Hirtshals ventede syv uger på strålebehandling efter at være opereret for en hjernesvulst. Videnskabelige undersøgelser og det referenceprogram, som lægerne bruger, fastslår, at en patient bør strålebehandles efter to uger. Derefter falder chancen for at overleve med 9 procent per uge. I ventetiden voksede svulsten til at være dobbelt så stor som før operationen, og patienten måtte indlægges akut, da han havde bevidsthedstab, kramper og ikke kunne styre venstre arm og ben. Begge sager endte med afslag, skriver Politiken. Patienterne havde ikke taget skade, og behandlingen var bedste specialiststandard, skrev Patientforsikringen. - Det ligner en politisk narresut, når der er så mange, der har klaget over for lang ventetid, og så få får erstatning, siger den 41-årige patient John S. Kristensen til Politiken. Patientforsikringens konstituerede direktør, Ole Graugaard, konstaterer, at de to sager nu er anket til Patientskadeankenævnet, der vil ¿foretage en ny lægelig og juridisk gennemgang¿: - Nogle af vores afgørelser kan virke hårde for patienter og pårørende. Men uanset hvilke synspunkter man anlægger på vores afgørelser i disse sager, så ændrer det ikke ved det faktum, at lovgivningen altså har sine begrænsninger, siger han til Politiken. Direktør Arne Rolighed, Kræftens Bekæmpelse, mener, at loven bør ændres, så patienterne får mulighed for erstatning. - Ud fra en menneskelig betragtning er det her ikke rimeligt. I de to sager er det sandsynliggjort, at ventetiden har haft betydning for patienternes liv og livskvalitet. Afgørelserne kan godt være juridisk rigtige, men det skriger til himlen, efter at man får ændret de regler, siger han til Politiken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...