Danmark

Kræftpatienter fylder danske hospicer op

Der er brug for 200 hospicepladser flere end i dag, hvis andre end kræftpatienter skal have glæde af tilbuddet.

Kræftpatienter fylder danske hospicer op

Kræftpatienter lægger beslag på stort set samtlige af de godt 200 nuværende danske hospicepladser.

Selvom der frem til 2014 bliver i alt 250 senge, er der brug for yderligere et par hundrede danske hospicesenge de kommende år. I hvert fald hvis andre alvorligt syge patientgrupper som KOL- og hjertepatienter også skal have rette hjælp i deres sidste levetid.

Det mener både europæiske eksperter og paraplyorganisationen Hospice Forum Danmark.

Antallet af sengedage på de danske hospicer er steget med næsten 80 procent de seneste fem år i takt med, at antallet af hospicepladser er vokset markant.

- Men vi kan ikke stoppe der, for 97 procent af patienterne på danske hospicer er kræftpatienter. Og mange andre patientgrupper har også brug for hospicepladser, så vi bliver de kommende år nødt til at skulle op på samlet 450-500 pladser, siger Tove Videbæk fra Hospice Forum Danmark.

Samme holdning har WHO og europæiske specialister indenfor palliativ behandling.

Ifølge Hospice Forum Danmark er det ikke prisen, der spænder ben.

- Mange tror, det er en luksusplads at være på hospice rent økonomisk og meget dyrt. Men en hospiceplads koster ikke mere end en helt almindelig sengeplads på en medicinsk afdeling og er billigere end indlæggelse på for eksempel en specialiseret kræftafdeling, siger Tove Videbæk.

Hun peger samtidig på, at det er gratis for patienten at komme på hospice, hvad mange ikke er klar over.

Mens England fik sit første hospice i 1967, kom det første danske først i 1992.

- Holdningen herhjemme var, at den slags "dødshospitaler" skulle vi ikke have i Danmark. Vores hospitaler var gode nok og kunne klare det hele. Men i dag er er der meget stor folkelig opbakning til hospicetanken, siger Tove Videbæk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.