Kræftpatienterne står i kø

Ventetiden på Aalborg Sygehus vokser efter positiv medieomtale

Ventetiden på strå­lebe­hand­lin­g på Aal­borg Sy­ge-­hus er plud­se­lig ste­get fra fire uger til fem-seks uger. 	Foto: Henning 	                         Bagger/Scanpix

Ventetiden på strå­lebe­hand­lin­g på Aal­borg Sy­ge-­hus er plud­se­lig ste­get fra fire uger til fem-seks uger. Foto: Henning Bagger/Scanpix

NORDJYLLAND:Den seneste tids positive omtale af strålebehandlingen på Aalborg Sygehus betyder, at ventetiden pludselig er steget fra fire uger til fem-seks uger. Kræftpatienter fra hele landet står ganske enkelt i kø for at blive behandlet i det nordjyske. Hidtil har onkologisk afdeling på Aalborg Sygehus som det eneste sted i landet været i stand til at overholde regeringens behandlingsgaranti på fire uger. På de fem andre sygehuse i Danmark, der giver strålebehandling, er ventetiden helt op til 10 uger. Men succeshistorien på Aalborg Sygehus bider nu sig selv i halen. For med den omfattende medieomtale har patienter fra hele landet pludselig fået øjnene op for, at de kan blive behandlet hurtigt i Aalborg. - Det betyder, at ventetiden vokser, idet vi jo kun har en vis kapacitet. Og nogle udefra kommende patienter bliver utilfredse, når de erfarer at ventetiden på fire uger alligevel ikke holder, siger Peter Vejby Hansen, ledende overlæge på Aalborg Sygehus’ onkologiske afdeling. Tilstrømningen rammer også de nordjyske kræftpatienter, som indgår i køen på lige fod med de udenamts patienter. - Kræftbehandlingen er efter min opfattelse en opgave, de danske sygehuse må løse i fællesskab. Derfor går jeg ikke så højt op i, om ventetiden er lidt længere det ene sted end det andet, siger Peter Vejby Hansen. Han mener, at politikerne bliver nødt til at tage stilling til en slags sortering af patienter, så de dårligste bliver strålebehandlet på de danske sygehuse, mens andre sendes til Oslo eller Kiel, hvor der er ledig strålekapacitet. - Det kan jeg godt gå ind for som en midlertidig løsning. Vi kan ikke tillade os at tilbyde meget alvorligt syge og svækkede mennesker behandling i udlandet.Men samtidig bør vi sikre, at de pårørende ikke lider økonomisk tab ved at tage med til behandling i udlandet, siger Per Clausen (EL), nordjysk medlem af Folketingets sundhedsudvalg. Et andet nordjysk medlem af sundhedsudvalget, Birgitte Josefsen (V), mener allerede, at lægerne har mulighed for at sortere patienterne. - Derudver har jeg stor tiltro til, at den arbejdsgruppe, der nu er nedsat, løser problemet inden for en overskuelig fremtid. En del af det handler måske om mere effektive arbejdsgange, som man jo så flot selv har forbedret på Aalborg Sygehus, siger hun. 1. sektion side 6